- Tirsdag, 25. marts 2014
SULDRUP: Lørdag aften spillede Suldrups førstehold i badminton sæsonens sidste kamp i oprykningsslutspillet. Og det var en kamp, hvor både Suldrup og dagens modstander, Aabybro, havde alt at spille for.
De to hold var nemlig på en delt førsteplads med 13 point og præcis samme matchscore, hvilket betød, at vinderen af matchen ville sikre sig oprykning til Jyllandsserien. Sidst Suldrup var så højt placeret i badminton er 37 år tilbage, og med beskedne forventninger til denne sæson, hvor holdet har overrasket, ville det være en kæmpe bedrift at rykke op.
Et par timer inden holdkampen begyndte havde Triton Aalborg lagt maksimalt pres på Suldrup og Aabybro eftersom de vandt deres kamp. Det bragte dem på en midlertidig førsteplads.
Line Lomholt og Jeanette Thomsen tabte desværre deres damesingler til to stærktspillende Aabybro-piger. Tættest på var Jeanette Thomsen, som måtte strække våben, efter en tæt tresætskamp. Til gengæld vandt Line Pedersen og Henrik Palm en flot sejr i to sæt i første mixdouble. Line Park og Anders Johansen måtte bruge tre sæt inden de bragte balance i regnskabet - 2-2.
Spillende træner, Simon Lyngsø, sejrede sikkert i første herresingle, mens Søren Bundgaard led et lige så sikkert nederlag i andensinglen. Ved 3-3 tippede momentum heldigvis over til Suldrup-mandskabet. Steffen Christensen spillede flot og stabilt hvilket resulterede i en vigtig sejr i single. Det samme må man sige om sejren til Michael Aamann, som misbrugte to matchbolde i andet sæt for dernæst at vinde 21-17 i tredje og afgørende sæt. 5-3 efter Michael Aamanns velspillede sejr.
Line Lomholt og Jeanette Thomsen spillede deres bedste kamp i sæsonen og vandt i to tætte sæt.
Anderledes svært havde Line Park og Line Pedersen ved at vinde deres damedouble. 22-20 i tredje sæt, og dermed nåede Suldrup på syv sejre hvilket reelt set sikrede oprykningen.
Henrik Palm og Steffen Christensen var hver især deres anden sejr i holdmatchen. De vandt deres double i tre sæt efter en flot kamp. Derefter vandt Suldrup ikke flere kampe. Simon Lyngsø og Søren Bundgaard tabte deres herredouble stort i to sæt efter en forfærdelig indsats. Selvom Michael Aamann og Anders Johansen leverede en god indsats, måtte de se sig besejret.
Det sluttede derfor 8-5, og champagnepropperne kunne springe. En kæmpe præstation af hele holdet - samt i særdeleshed resten af klubben og bestyrelsen, som udfører et kæmpe stykke arbejde i kulissen.
En velfortjent oprykning efter en sæson med ni sejre og et enkelt 6-7 nederlag vidner om et suverænt Suldrupmandskab, som nu skal prøve kræfter med Jyllandsserien. En udfordring, som klubben ser meget frem til og en udfordring, som i hvert fald træneren, Simon Lyngsø, ser meget optimistisk frem imod.

