Af Svend Schultz-Hansen

På søndag står vi ved begyndelsen til Johannesevangeliet. Vi står ved Jordanfloden sammen med Johannes Døberen for at høre Jesus kalde sine første disciple. Johannes Døberen står ved floden sammen med sine disciple, og da han ser Jesus komme gående, siger han til dem: ”Se, dér er Guds lam”.
Dagen forinden havde Johannes Døberen også set Jesus komme imod sig, og sagt således til sine disciple: ”Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd” – som bærer verdens synd! Hele verdens synd - hele verdens kærlighedsløshed! Hvem kan dog bære så tung en byrde, så frygtelig en byrde? Ja, det kan kun Gud alene.
Vi kan bære på meget gennem livet, og med tiden tynges og bøjes vi til jorden for så at blive eet med den. Når mennesker møder hinanden, er det største og første, vi har brug for, hinandens tilgivelse. Hvis der havde været noget vigtigere at bede om, så ville verden have set anderledes ud.
Vi mennesker tilgiver hinanden ved at bære hinandens byrder. Jeg tilgiver dig, jeg giver mig selv til dig, så vi er eet og sammen kan bære hinandens byrder.  Og det kan f. eks. lyde således: ”Jeg blev fristet over evne til julefrokosten og det blev et dumt sidespring!” Hvis hun tilgiver ham, og ikke bare gemmer på hans forseelse til en senere gunstig lejlighed, så siger hun: ”Det ville jeg også være blevet, så nu skal vi begge passe på en anden gang!” Hun tager hans skyld på sig og deler den med ham. Først sådan er den væk.
Den der bærer verdens synd. Han tilgiver os, han giver sig selv til os og deler synden med os: ”Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd”.