- Onsdag, 15. oktober 2014
Samuel Christiansen, Gravlev, der til dagligt er i lære hos Holmens Auto – Mekonomen Autoteknik i Svenstrup, har under det sidste skoleforløb, som startede i august måned, deltaget i Skills-konkurrencen inden for faget personvognsmekaniker.

Samuel Christensen er så dygtig, at han nu skal deltage i danmarksmesterskabet i Skills, som finder sted til januar i København.
GRAVLEV: Skolen, Tech Colleges, Aalborg, skulle stille med deres bedste mekanikerlærling, og Samuel blev af sin lærer opfordret til at melde sig til konkurrencen, hvor han i første omgang skulle dyste med fire andre lærlinge fra skolen.
I den interne konkurrence på Autocollege Aalborg den 26. september viste det sig, at Samuel var den bedste og dermed gik han videre til regionsmesterskabet, som blev afholdt den 4. oktober.
Her viste det sig atter en gang, at Samuel mestrer sit håndværk, og han kunne trække sig sejrrigt ud af kampen og kalde sig regionsmester i faget personvognsmekaniker.
Hermed havde Samuel Christensen kvalificeret sig til danmarksmesterskabet i Skills for personvognsmekaniker, som foregår til januar i Bella Center i København.
_ _ _
DM i Skills er det store årlige danmarksmesterskab for unge fra erhvervsuddannelserne.
Godt 250 unge er med som deltagere og de kæmper inden for de forskellige fag om at blive landets bedste.
DM i Skills giver de unge chancen for at vise deres talenter og er derudover med til at skærpe deres faglige niveau og vise omverdenen - heriblandt grundskoleelever - erhvervsuddannelsernes mangeartede og spændende muligheder.

