- Onsdag, 14. maj 2014

Alle træglade borgere kan være med i projektet.
Miljøministeriet har besluttet, at der skal udpeges fem livstræer pr. ha i alle statens skove, og nu sætter Naturstyrelsen Himmerland et pilotprojekt i gang i Rold Skov sammen med den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforening.
Alle træglade borgere kan være med i projektet, som skal give Naturstyrelsen erfaringer både med det rent praktiske og med at inddrage frivillige i processen.
Livstræer er træer med særlig biologisk værdi fx store gamle træer og træer med hulheder og udgåede dele, altså træer som er eller kan blive levested for rigtig mange arter. Når et træ udpeges og registreres som Livstræ, skal det blive stående til det dør, og når det falder, skal det blive liggende som dødt ved i skovbunden til gavn for den biologiske mangfoldighed.
Naturstyrelsen og DN Rebild har aftalt at starte projektet op med ca. 200 ha. produktionsskov i Skørping Lund og Vedsted Skov. Urørte bevoksninger og åbne arealer er ikke med i projektet.
Naturstyrelsen lægger i øjeblikket sidste hånd på den vejledning, som fremover skal bruges til udpegning af Livstræer i hele landet. Under pilotprojektet skal vejledningen finpudses, så det sikres, at den er knivskarp og nem at bruge i felten. Det har de frivillige i DN Rebild lovet at hjælpe med, og de inviterer alle borgere, som har lyst til at gøre nytte for naturen til også at deltage.

