I påsken var Ulrik Linnemann og hans team rejst til England for at deltage i årets første ERC-afdeling. Nærmere bestemt Lydden Hill banen, der ligger en times kørsel sydøst for London. Vejrforholdene i England var ligesom i Danmark ikke prangende i slutningen af påsken.
På finaledagen lagde der et konstant tykt skydække over banen, der sørgede for uafbrudt regn dagen igennem. Baneforholdene var selvfølgelig ikke optimale i sådan et vejr, så det var meget vanskeligt for kørerne at få det optimale ud af deres biler. Ulriks heatplaceringer var dog ikke synderligt præget af vejrforholdene. Nordjyden formåede at holde placeringerne i de tre indledende heats i toppen af listen. Placeringerne lød på 3/3/1, der dermed udløste en frontplads i A-finalen. I A-finalen blev det til en tilfredsstillende fjerdeplads ud af i alt 24 kørere i Super1600 klassen, dette sikrede teamet deres første 13 point i 2012. Ulrik Linnemann har dermed givet konkurrenterne en smagsprøve af, at han igen i 2012 vil kunne blande sig i toppen af feltet.
Næste gang teamet skal i action bliver den 29. april i Frankrig. I Frankrig er der som regel rigtig mange kørere tilmeldt, så der bliver uden tvivl hård kamp om placeringerne.


e-max.it: your social media marketing partner