Fyld bilen op og få en fælles oplevelse, lyder opfordringen

Asger Eriksen (til højre) var chauffør af ”Biobilen” fra Dokkedal. Ved bordet sidder også (fra venstre) Bent Clausen, Else Eriksen og Tove Clausen.

SKØRPING: - Det er alle tiders ide, siger Asger Eriksen fra Dokkedal om Seniorbiografens nyeste ide. Biografen opfordrer sine udenbys gæster til at fylde bilen op, når man skal til Skørping for at se film. Den nye ide er blevet døbt ”Biobiler”.
- Det er langt billigere at se film i Kinoreuen i Skørping end i en biograf i Aalborg. Alene på parkeringen sparer man mange penge. Og så er det utrolig hyggeligt at komme i Seniorbiografen, siger Asger Eriksen. Sammen med sin hustru, Else Eriksen, har han foreløbig været i Seniorbiografen seks-syv gange.
- Og vi har bestemt ikke tænkt os at stoppe. Ikke engang en snestorm kunne få os til at blive væk, siger Asger Eriksen og fortæller om den dag, hvor han og hustruen skulle i Seniorbiografen. Der var lidt sne på vej, men det blev til snestorm, før de nåede Skørping.
I dag er foråret på vej, og Else og Asger Eriksen nyder morgenbuffet’en i Kinorevuens cafe. Ved bordet sidder også Tove og Bent Clausen, ligeledes fra Dokkedal.
- Vi syntes, det var en rigtig gode ide at tage nogen med i bilen, når vi skulle i biografen, siger Asger Eriksen, og Tove og Bent Clausen nikker samtykkende.
Seniorbiografens leder Erling Junker Holst håber, at ideen med ”Biobiler” breder sig: - Det kan være naboer, vennepar eller familie, man tager med, men det kunne også være enlige,som ikke selv har transportmulighed. I Seniorbiografen lægger vi stor vægt på, at man skal hygge sig.
- Vi har for eksempel altid morgenbuffet, hvis vi viser filmen om formiddagen, og om eftermiddagen er der kaffe og kage efter filmen. Vi vil gerne give folk en totaloplevelse. Det hører med, at vi altid viser de mest  aktuelle film. Faktisk har vi meget tit Danmarkspremiere.
I de første år troede folk, at man kunne kunne se gamle danske film a la Morten Korch i Seniorbiografen, men den type film viser vi slet ikke. Vi sætter en ære i at vise de allernyeste film, og det ved vi, at vore gæster sætter pris på, siger Erling Junker Holst.
Den næste film i Seniorbiografen er ”Klumpfisken”, som vises torsdag den 13. marts.


e-max.it: your social media marketing partner