Glimt fra sidste års julearrangement.

SULDRUP: Julen nærmer sig og i den anledning er der mange traditioner, der skal følges bl.a.: Juletræet  til at pynte i stuen skal hentes og andestegen og/eller flæskestegen til julemiddagen skal sikres.
På Hjortholmvej i Suldrup kan du klare begge dele én af de kommende søndage!
På Hjortholmvej 28 starter ”traktortrolden” den gamle Ferguson-traktor og kører  ud i Albækskoven, hvor du måske kan få et glimt af julemanden og hans små nissebørn, der har travlt med at forberede den kommende højtid. Den gamle nisse har også travlt i hans halmhule, og har måske en overraskelse til børnene, der finder derop!
I skoven kan du udvælge dig det allerpæneste juletræ og tage det med hjem og pynte i din lune stue.
På Hjortholmvej 20 har Brunholm Gårdbutik julemarked med økologiske fødevarer: Andestege (den velanbefalede, kødfulde moulard-and), flæskestege fra frilandsgrise, oksestege m.m. Desuden kan man købe frugt og grønt, der hører julen til.   Ny Lundgård har ost fra Thise Mejeri, friskmalet mel fra Falslevgård Mølle, økologisk vin, hjemmelavet bondegårds-is m.m.
Gårdbutikken, der er indrettet i en gammel lade og kaldes ”Loen”, er pyntet op med kreativ kunsthåndværk fra den lokale MultiUnik.
I caféen i Loen er der tændt op i brændeovnen og der serveres kaffe og hjemmebagte juleboller og brunkager.
Juleforberedelserne kan forenkles med et besøg på Hjortholmvej, få en hyggelig dag med hele familien og samtidig begynde at komme i rigtig julestemning.


e-max.it: your social media marketing partner