En fast forårstradition ved Det Danske Spejderkorps i Støvring er at de ældste spejdere tager til Skillingbro Kalkgrav for at finde fossiler.

Alle spejderne kæmpede med at finde fosiler.

STØVRING: Normalt afholdes spejdermøder ved Det Danske Spejderkorps i Støvring på spejdergården på Hjedsbækvej, men denne onsdag i maj havde klan, trop og minispejdere flyttet aktiviteterne til den nedlagte kalkgrav ved Skillingbro. Mange af skovens gæster kender sikkert ikke dette sted, hvor der er gode muligheder for at finde forsteninger mellem lagene af kalk og flintesten, men med udgangspunkt i Rold Storkro er stedet ikke svært at finde.
Spejderne gik hurtigt i gang med at lede i kalken, og selv om kalkgraven ligger helt op til landevejen, så kunne bilerne ikke overdøve den karakteristiske bankelyd af hammer og mejsel.
På trods af store anstrengelser blev der ikke fundet så mange fossiler. Det blev kun til et par søpindsvin, nogle aftryk af muslinger og en del søliljer, men alle fund blev vist frem med stolthed og glæde.
Efter et par timer med hamren og banken kunne de lidt trætte spejdere fra Det Danske Spejderkorps i Støvring igen vende tilbage til spejdergården. De var blevet noget rigere på oplevelser, men meget rigere på kalkstøv, der kunne findes over alt på tøjet.


e-max.it: your social media marketing partner