- Tirsdag, 7. januar 2014
Traditionen tro afholdt Stubhuset igen nytårskoncert i Arena Himmerland og med Aalborg Symfoniorkester som bærende kraft.






STØVRING: Dagen var ventet med spænding. Kunne det mon også i år lade sig gøre at afholde en nytårskoncert i festlige rammer som tidligere? Spørgsmålet er relevant, da stormen Bodil i december måned minsandten også kan få indflydelse på en nytårskoncert. Og hvordan det? Jo – taget i den gamle idrætshal led skade under stormen. Denne hal er uundværlig i forbindelse med nytårskoncerten. Den anvendes til garderobe-, café- og musikerområde. Hallens tagkonstruktion blev gennemgået af bygningseksperter, der fandt hallen ”bæredygtig”. Nytårskoncerten var reddet.
Som sædvanligt var en kedelig grå idrætshal omdannet til koncertsal med blomsterdekorationer, røde løbere og smuk lyssætning. Rammerne var klar.
Stubhuset formand, Pia Fræer Grundholm, bød publikum, orkester og solister velkommen til nytårskoncert. Pia Fræer Grundholm takkede for året, der gik, skitserede kort, at der omkring Stubhuset er en rivende udvikling i gang. Året 2014 tegner godt!
Pia Fræer Grundholm, rettede også en tak til Stubhusets bestyrelse, medarbejdere og frivillige, uden hvem denne koncert ikke havde været mulig. Herefter overlod hun ordet til borgmester Leon Sebbelin med et tillykke med borgmesterposten. Leon Sebbelin bød ligeledes velkommen, og konstaterede, at nytårskoncerten blev afholdt i Rebild kommunes mest sikre omgivelser. Leon Sebbelin redegjorde kort for eftermiddagens program, og sluttede med et ønske om et godt nytår til publikum og ”husorkestret”.
Scenen blev overtaget af dirigent Henrik Vagn Christensen, der satte Aalborg Symfoniorkester i gang med ouverturen til Bellinis opera ”Beatrice de Tenda”. Festlig og fejende musik.
Et blik ned over programmet til nytårskoncert 2014 afslørede et program, der var markant anderledes end programmet fra 2013, der helt igennem var baseret på et wienerklassisk tema.
Dette års nytårskoncert havde to hovedtemaer: Operamusik og amerikansk musik af George Gershwin og Leonard Bernstein.
Som sangsolister præsenterede symfoniorkestret den norske sopran Kari Postma og den danske mezzosopran Andrea Pellegrini, der begge er nogle af landets mest efterspurgte kvindelige sangere. De har begge adskillige gange tidligere optrådt sammen med Aalborg Symfoniorkester. Det hele blev bundet sammen af Søren Dahl, der er kendt som vært i DR-programmet Café Hack.
Denne nytårskoncert i Arena Himmerland var den første i en række nytårskoncert for Aalborg Symfoniorkester og solister.
Allerede ved de første toner kunne det konstateres, at symfoniorkestret var i topform. Præcis og levende musik. Alt tegnede godt. Og sådan blev det.
Første halvdel af nytårskoncerten var helliget operamusik. Her var valgt populære, lettere operaarier smukt præsenteret af Kari Postma og Andrea Pellegrini. Søren Dahl præsenterede arien ”Ascolta! Se Romeo” og fortalte, at arien ligger i et toneleje for mezzosopran, der kaldes for en ”bukserolle” der hentyder til manderoller, der synges af kvinder.
Der var muik fra bl.a. Bizéts Carmen, Rossinis Barberen i Sevilla og Mozarts Don Juan.
Efter pausen stod der amerikansk musik på programmet. Unægteligt en noget anden genre, der var en stærk kontrast til operaprogrammet. Både orkester og solister beherskede til fulde også denne del af koncerten. Særligt skal fremhæves orkesterværket ”A Symphonic Picture for Orchestra”, der er sammensat af Gerswins mest kendte og populære musik, der blev spillet mesterligt af Aalborg Symfoniorkester. Søren Dahl bandt koncertprogrammet sammen med festlige kommentarer og anekdoter samt faktaoplysninger tilknyttet komponister og musik. Imponerende! Søren Dahl underholdt med en vise om trængslerne ved at bestille flybillet og rejse med Ryanair til musik af Arthur Sullivans Admiralens Vise, hvilket vakte stor munterhed blandt publikum.
Mod nytårskoncertens afslutning spillede orkestret – som sædvanlig – H.C. Lumbyes Champagnegalop, hvor et par orkestermedlemmer serverede champagne til dirigent, solister og enkelte publikummer i umiddelbar nærhed.
Igen i år leverede Aalborg Symfoniorkester med solister og konferencier en nytårskoncert i høj klasse. Dejligt at opleve en så stor programkontrast i forhold til tidligere års nytårskoncerter. Det tegner godt og lover måske nye overraskelser i fremtiden.

