- Onsdag, 19. oktober 2011
SULDRUP: Traditionen tro afholdes der julefrokost på Suldrup Kro. Det sker lørdag den 19. november 2011. Der er sædvanligvis sørget for stemningsfuld atmosfære og rigtig god dansemusik. Der er skabt rig lejlighed til hyggeligt samvær, ligesom der er mulighed for at få sig en svingom. Det sker på Suldrup Kro, hvorfra der er lovet en rigtig god og traditionel julemenu.
Julefrokosten er i år arrangeret af IK Frem Håndbold, og man er gået til opgaven med højt humør. Det gør man, fordi man tror på, at man skal have en lokal julefrokost i Suldrup. Her kan borgere og erhvervsdrivende mødes og hygge sig sammen på kryds og på tværs. Det er med til at styrke det sammenhold og den opbakning, som man alle har brug for i byen.
Men IK Frem Håndbold går også til opgaven, for at skabe bedre muligheder for at pleje ungdomsspillerne og skabe nogle gode sociale relationer og netværk spillere og hold imellem. Det har man blandt andet gjort de seneste år ved at arrangere en fælles overnatning i håndboldens tegn i Stensbohallen, og ved at tage på en årlig weekendtur med spillerne.
Et samarbejde med Aalborg Håndbold har endvidere gjort det muligt for IK Frem Håndbold, at skabe oplevelser for vores spillere, som blandt andet da holdet besøgte vores hal for at spille træningskamp mod Viborg HK.
Alle arrangementer giver børnene en rigtig god oplevelse af sammenhold og skaber muligheder for mange andre positive oplevelser sammen gennem håndboldsæsonen. Men det betyder også, at håndboldafdelingen har nogle engagerede unge, som træder til og hjælper alle sammen. Blandt andet sørger vores ungdomshold for salg af julekalendere, afholdelse af Sankt Hans fest, hjælp til oprydning og servering ved den årlige Jættefest og mange andre gøremål, som kommer os alle til gode.
Man har fået hjælp til at stable denne julefrokost på benene af rigtig mange frivillige, som vil stå på tæerne aftenen igennem, for at skabe de bedste rammer for en rigtig hyggelig aften for jer. Derfor håber IK Frem Håndbold selvfølgelig, at man kommer og bakker op om og arrangementet.

