Torsdag den 15. september 2011 fik kommunerne Mariagerfjord, Rebild og Vesthimmerland en fælles lokalforening af Hjerneskadeforeningen. Foreningen tilbyder aktiviteter for hjerneskadede og deres pårørende.

Der var stor tilslutning til den stiftende generalforsamling i den nye Hjerneskadeforening Himmerland, med 34 fremmødte, trods valgaften.
Forsamlingen blev kyndigt guidet igennem generalforsamlingen af Elmer Gade, medlem af Hjerneskadeforeningens hovedbestyrelse og formand for Hjerneskadeforeningen Midt-Vestjylland.
- Vi vidste, at det var en god idé, at oprette en lokalafdeling i de tre himmerlandske kommuner, og til generalforsamlingen blev vi bekræftet i, at medlemmerne også bakker op om idéen, siger neuropsykolog Tove Swartz, Hobro, nyvalgt formand for Hjerneskadeforeningen Himmerland.
Opbakningen til en lokal hjerneskadeforening viste sig ved en omfattende interesse for at indgå i bestyrelsen, der foruden formanden kom til at bestå af otte medlemmer. Følgende blev valgt for en 2-årig periode: Helle Juul, Støvring, Kirsten Grathe, Hobro, Birgitte Jensen, Hobro, Torben Andreasen, Hobro, og for en 1-årig periode: Inger Lynge, Aars, Connie Nielsen, Arden, Aase Quist, Arden, og  Irene Skipper, Aalestrup.
Som indledning til generalforsamlingen havde Elmer Gade leveret et levende foredrag om: ”Hvad kan jeg gøre som pårørende til en hjerneskadet?” På baggrund af hans egen erfaring som pårørende til en senhjerneskadet datter fik tilhørerne mange gode råd.
Lokalforeningens oprettelse blev herefter markeret af Hjerneskadeforeningen ved et festligt traktement i samarbejde med Behandlingscentret Østerskoven i Hobro, hvor mødet blev afholdt.

Ny forening – nye tilbud
Den nye forening vil afholde sociale og faglige arrangementer for medlemmerne. Aktiviteterne vil tage udgangspunkt i medlemmernes ønsker, f.eks. sociale arrangementer for hjerneskadede, samtalegrupper for pårørende, akut støtte eller oplysende foredrag om hjerneskadeproblematikken.
Kommunerne har i dag ansvaret for hjerneskadeområdet, og derfor har den nye formand for lokalforeningen allerede haft møder med de tre himmerlandske kommuner med det formål at samarbejde og bidrage med erfaringer og viden om hjerneskadeområdet.

En mere synlig forening
- Med den nye lokalforening ønsker vi også, at Hjerneskadeforeningen bliver mere synlig, forklarer Tove Swartz. - Der er mange hjerneskadede og pårørende til skadede, som ikke er klar over, at vi findes – og vi er overbeviste om, at flere kunne få glæde af de tilbud, som foreningen har. Med den nye forening kommer vi tættere på borgerne og deres nærmiljø, og det er jeg overbevist om, vil komme både vores nuværende og kommende medlemmer til gode.


e-max.it: your social media marketing partner