- Tirsdag, 3. marts 2015
Virksomheden Entreprenør A. Thorhauge har eksisteret siden 1998 og den drives af ægteparret Jette og Arne Thorhauge.

Jette, Arne og Mikkel Thorhauge ser frem til at give kunderne en endnu bedre og bredere service.

Mikkel Thorhauge har i januar måned stiftet Thorhauge Anlægsgartneri.

Mange var mødt op til åbent hus-arrangementet hos Thorhauge Anlægsgartneri og Thorhauge Entreprenør i firmadomicilet på Industrimarken 9 i Sørup.
SØRUP: Arne Thorhauge har i dag seks mand ansat, og råder over en stor og varieret maskinpark. Gennem årene har firmaet lagt en strategi, der giver kunderne en sikkerhed på kvalitet og tidshorisonter og Arne Thorhauge har sat en ære i at aflevere et godt resultat. I de sidste par år har tankerne gået i retningen af en gartnerafdeling for netop at kunne levere den sidste finish.
Hvad var så mere nærliggende end at benytte sig af, at sønnen Mikkel Thorhauge, netop har bestået anlægsgartneruddannelsen med højeste anerkendelse inden for branchen - nemlig en sølvmedalje.
I løbet af vinteren har Mikkel fået sammensat et koncept, og i januar 2015 startede han Thorhauge Anlægsgartneri, der udfører alt inden for ny anlæg, have-design, grøn pleje og naturligvis kan man få et gratis og uforpligtende havebesøg, hvor man kan få råd og vejledning samt en pris på drømmehaven.
Thorhauge Anlægsgartneri har fået til huse i Arne Thorhauges firmadomicil på Industrimarken 9 i Sørup, og i den forbindelse har man valgt at skabe genkendelighed i de to virksomhedslogoer og dermed har Thorhauge Entreprenør skiftet logo.
Ved receptionen fredag den 27. februar var der over 300 mennesker, der lagde vejen forbi til lidt let og lækkert mad fra Rold StorKro og lokal øl fra Nibe Bryghus. Samtidig kunne man se virksomhedernes store maskinpark og derigennem danne sig et indtryk af, hvilke muligheder man har, næste gang, der skal udføres arbejde indenfor jord, beton, kloak og anlægsarbejde.
Familien var meget overvældet over den store opbakning til åbent hus arrangementet og ser frem til at kunne tilbyde kunderne en endnu bedre og bredere service.

