- Tirsdag, 11. december 2012

Julemanden og julemor delte slikposer ud.

Springholdets kunster.

Zumbaopvisning.
Ø. HORNUM: Sindene mod julen stod i kog, og alt hvad dertil hører af tradition, hygge, god mad, samvær og samhørighed ved dette års traditionelle Julemarked i Øster Hornum Hallen.
Samvær og samhørighed har alle beboere i Øster Hornum og omegn – med gæster – oplevet søndag den 9. december, hvor Borgerforeningen i fællesskab med stort set alle andre foreninger og institutioner i byen slog dørene op til det store, traditionelle julemarked. Dette års Julemarked var som altid både stort og velbesøgt, hvorfor det kun kunne finde sted i Øster Hornum Hallen.
Som det var annonceret i dette blad, på Øster Hornums hjemmeside, på opslag rundt om i Øster Hornum og ved en lille snak på fortovet eller i vores lokale brugs, så varede Julemarkedet det meste af eftermiddagen. Julemanden uddelte sammen med hans hjælpere over 130 slikposer, pensionistforeningen kreerede de lækreste kager, Øster Hornum Børneunivers samt 4. klasse solgte mange hjemmelavede ting, samt gløgg og æbleskiver. Endvidere var der boder fra Øster Hornums Idrætsforening, Kirkens Korshær og Øster Hornum borgerforening. Konferencieren sørgede for et glat forløb af arrangementet - en dag for hele familien i flere generationer med boder, underholdning, dans om juletræet med nissemor, kåring af Årets Nisse. ØHI’s fitNisser havde et indslag, hvor blandt andet Zumba-, sjippe- og springholdene viste deres kunnen. Øster Hornum Børneunivers afsluttede julemarkedet med deres store Lucia optog.
Årets nisse 2012 blev Mette Andersen, fordi man altid kan regne med, at Mette er hjælpsom. Selvom Mette selv er meget ydmyg omkring hendes egen person, så er det Mette, der har frembragt mange gode initiativer til gavn for andre; Hun har blandt andet været med til at starte strikkeklubben i Øster Hornum og hun har været med til at starte genbrugsbutikken. Strikkeklubben og genbrugsbutikken er et stort bidrag til det sociale liv i Øster Hornum, og al overskud bliver doneret til Kirkens Korshærs arbejde for udsatte mennesker. Ligeledes gør Mette, i kraft af hendes frivillige arbejde for Brugerrådet og Birkeblads udvalg, en stor forskel for ældrelivet her i byen, hvor hun for eksempel ikke står tilbage for at hente folk til arrangementer.
Julemarkedet var ét af flere årlige arrangementer, der almindeligvis trækker rigtig mange huse, både fordi tradition spiller en rolle, fordi samvær spiller en rolle, og fordi det i en by af Øster Hornums størrelse er vedkommende, og en fin mulighed for at vise samhørighed.

