- Tirsdag, 26. april 2016
Onsdag den 20. april drog 2.b fra Skørping Skole på fossiljagt i Skillingbro Kalkgrav.

De engagerede elever fandt mange forskellige ting.

Naturvejleder Søren Risborg guidede i, at bruge hammer og mejsel.


Naturvejleder Søren Risborg var klar fra morgenstunden til at guide de ivrige 2. klasseselever i, hvordan de skulle bruge mejsler og hamre, så de ikke kom til at ødelægge spændende fossilfund.
Det blev en indbringende dag for 2.b, idet de ihærdige elever fandt brachiopoder, der ligner muslinger og stilke fra forstenede søliljer i kalken. Skolens to andre 2. klasser har også været afsted på fossiljagt.
I Skillingbro Kalkgrav er alle velkomne til selv at prøve lykken som fossiljæger. Man kan finde fossilerne ved bare at grave eller skrabe lidt i overfladen på selve brudfladen eller i den store kalkbunke foran skrænten. Bedst er det naturligvis, hvis man har en lille hammer og en ikke for voldsom mejsel samt en lup til at studere fund med.
De fleste af kalkens fossiler er meget små og kan nemt ødelægges, hvis man går for voldsomt til værks med hammer og mejsel. Prøv i stedet at tage en lille klump kalk med hjem. Når man kommer hjem skal man lægge den i vand i mindst et døgns tid. Nu er den nemmere at skille ad. Læg den i en finmasket køkkensigte og skyl den godt igennem. På denne måde kan man skylle en hel del af de små fine søliljestilke og mosdyrfossiler fri fra kalken.
I kalken ved Skillingbro kan man være heldig at finde bryozoer (mosdyr), brachiopoder, stilke fra søliljer, søpindsvin og hajtænder.

