Eleverne lyttede intenst til det spændende foredrag.

Thomas Augustinussen og Nicklas Helenius holdt foredrag på Lyngbjerggårdsskolen.

GODTHAAB: Lyngbjerggårdskolen har netop haft fornemt besøg af AaB-spillerne Thomas Augustinussen og Nicklas Helenius, der lagde vejen forbi for at holde foredrag om deres vej mod fodboldens superliga.   Nicklas Helenius er gammel elev på skolen, så modtagelsen og gensynsglæden var rigtig stor hos både store og små elever.
Skolens aula var pyntet op til formålet i rødt og hvidt, og alle skolens elever fra 6. til 9. kl. hørte spændt spillerne fortælle om livet som professionel fodboldspiller, og om hvordan de ved målrettet og hårdt arbejde gennem mange år, løbende har udviklet sig og nået deres mål.
Undervejs kom de bl.a. ind på, hvilke krav og forventninger der var til dem i deres dagligdag. Der blev dog også tid til at snakke drømme. Både mht. at udleve sine drømme og om at nyde det, når ens drømme opfyldes, men også om hvilke drømme de to stjerner stadig havde for fremtiden.
Der blev lyttet yderst opmærksomt af alle, og eleverne spurgte om alt, fra sommerfugle i maven til ritualer inden kampe. Eleverne fulgte interesserede med, og der blev helt sikkert også drømt lidt hist og pist.
Det var inspirerende og lærerigt at komme så tæt på stjernerne. Endnu en god oplevelse i Lyngbjerggårdskolens aula.


e-max.it: your social media marketing partner