- Tirsdag, 27. marts 2012

Det var en forrygende aften, i selskab med Villy Moesgaards kvartet.

STØVRING: Fredag den 23. marts 2012 havde et halvt hundrede mennesker, fortrinsvis i den modne alder, fravalgt X-factor finalen og Blackmans meritter til fordel for flæskesteg og jazz i Stubhuset med Villy Moesgaards kvartet.
Kvartetten indledte koncerten med en god gammel kending fra George and Ira Gershwins musical af samme navn - ”Lady Be Good”, og publikum blev guidet igennem aftenen af Villy Moesgaard på hans hyggelige og lune facon.
Foruden Villy Moesgaards melodiske sax-spil, kunne man også høre en influenza-ramt Jens Nørholm med en uovertruffen klaver teknik og stort improvisatorisk overskud, Carsten Kühns bund solide basspil og Thomas Husts følte trommespil.
Det blev en aften, med genhør af rigtig mange ørehængere og jazzevergreens fra jazzens swing- og cool-periode, hvor man i flæng kan nævne Frank Fosters ”Shiny Stockings” (Count Basie’s bigband), Gerome Richards ”Groove Merchant” (Thad Jones og Mel Lewis orkester) og Billy Strayhorns ”Take the A Train” (Duke Ellingtons orkester)skrevet til indvielsen af subway A i New York.

