- Onsdag, 12. oktober 2011

Én af konkurrencerne var ringridning.

Her bliver der budt velkommen til elever og forældre.


AARESTRUP: Elever var mødt op på Stubben, solen skinnede smukt, så man kunne holde varmen i oktober månedens skær. Eleverne blev budt velkommen og delt op på tre hold, som skulle dyste mod hinanden i følgende tre opgaver: Jorden er giftig. Her skulle flyttes gulvtæpper til fødderne fra en kegle til en anden, og det krævede koncentration, da der også skulle trækkes en pony med sig, som så skulle rides på tilbage uden sadel.
Der var hesteskokast og ringridning, hvor man skulle komme i trav eller galop og fange en ring med en pind, så det var med at holde tungen lige i munden
Herefter blev der talt point sammen, og det var et meget tæt opgør mellem holdene, som havde klaret det rigtig flot.
Der blev uddelt rosetter og sponsorgaver, og det bragte jubel og klapsalve frem blandt publikum. Herefter var der pølser med brød, vand/øl til alle, også forældre.
Rideklubben er meget glade for, at der igen i år har været hesteejere, der har stillet egnede ponyer og heste til rådighed, således at det er muligt for dem, der ikke selv ejer en hest, at deltage i undervisningen, som ikke kun omhandler ridning, men også omgang med hesten, røgt og pleje, pasning af udstyr, samt arbejde fra jorden.
Der er et godt socialt liv i Aarestrups Rideklub, hvor både unge og ældre plejer deres hobby.
Det er næsten med garanti, at der også bliver rideklub i Aarestrup næste år, da de første rosetter der kom, stod der 2012 på, så det var hasteordre med en ny sending rosetter til eleverne i år, men nu er de da bestilt til kommende sæson.

