- Tirsdag, 25. marts 2014
Støvring Håndbold er netop blevet kåret til Årets Håndboldforening i Kreds 1 og det var med stolthed, at klubbens bestyrelse modtog den flotte hæder i starten af måneden.

Udover at blive udnævnt til Årets håndboldforening i Kreds 1, har Støvring Håndbolds damer sikret sig oprykning til serie 1.
STØVRING: I en tid, hvor stort set alle andre håndboldforeninger mærker medlemstilbagegang, er det i Støvring Håndbold lykkes at opnå medlemsfremgang og ikke bare en lille en, men en fremgang, der virkelig kan mærkes og ses: I 2008 havde klubben 248 medlemmer. I 2011 var der 293 medlemmer. Og i dag er der over 365 medlemmer
En stigning på seks år på næsten 50 %. Det er der ikke mange foreninger, der kan bryste sig af. Den største stigning er sket i klubbens mikroafdelingen, der i dag mønstrer knap 120 spillere.
Medlemsfremgangen er kommet qua en målrettet indsats ikke mindst i forhold til klubbens børne- og ungdomsspillere. Indsatsen startede netop for seks år siden, hvor bestyrelsen ansatte en ungdomskonsulent og etablerede et ungdomsudvalg, hvorved stort set al arbejde vedrørende børne- og ungdomsarbejde blev lagt uden for bestyrelsen, som derfor kunne koncentrere sig om andre opgaver.
Ungdomsudvalget står bag mange og meget forskelligartede aktiviteter. Hertil kommer, at alle klubbens hold bliver tilbudt tre forskellige julestævner samt deltager i Støvring Håndbolds eget Puma Cup i påskeferien.
Ungdomsudvalget har desuden udarbejdet diverse politikker for, hvordan klubben skal drives.
For to år siden blev der nedsat et seniorudvalg, der sørger for, at der også er aktiviteter for klubbens ældste spillere. Seniorudvalget står blandt andet for: Opstartsfest, opstartsstævne i Viborg, julefrokost og afslutningsfest.
Ligeledes har seniorudvalget været primus motor på klubbens nyeste projekt; indretning af et styrkerum i forbindelse med hallen, til stor gavn for seniorspillerne og de ældste ungdomshold.
Alle disse tiltag kunne ikke lade sig gøre uden en sund økonomi, og for at opnå dette har klubbens en række pengegivende aktiviteter. De største er Puma Cup i påskeferien og Kandis julefrokost i starten af december. Begge aktiviteter kræver stor planlægning og utrolig mange frivillige, omkring 200 af slagsen!
For Støvring Håndbold er det ikke vigtigst at have elitehold. Elitehold er naturligvis velkomne, men det er vigtigere, at der er gode faciliteter, træningsforhold, tilbud og trænere til alle hold – uanset alder og niveau!

