- Onsdag, 31. juli 2013

Majslabyrinten ligger på en mark mellem Bislev og Vegger.
Nibe Y’s Men’s Club tager igen i år initiativ til en festlig august og september måned, med de oplevelser, som en ægte labyrint kan give publikum.
Majslabyrinten blev introduceret sidste år, og igen i år er den opvokset og formet af majsplanter, på en mark mellem Bislev og Vegger.
Der er flere formål med vort initiativ, fortæller Christen Kristensen, som også lægger jord til majsmarken – og dermed labyrinten:
- Først og fremmest er der et godt stykke socialt arbejde med initiativet, som er med til at samle mennesker for en god sag, og det er bestemt en oplevelse i sig selv at gå gennem labyrinten – til midten hvor der foregår forskellige indslag. Her iblandt er der mulighed for at deltage i en konkurrence, og i labyrintens centrum finder man »Speakers Corner«, hvor ordet er frit, og med mulighed for ophold ved borde og stole.
- Dernæst er vort initiativ også taget med det formål at skabe et økonomisk overskud, til fordel for vore gode formål, nemlig lokalt forenings – og socialt arbejde, fortæller Christen Kristensen.
Majslabyrinten, der er adgangsvenlig og egnet til adgang for kørestolsbrugere, åbner på fredag med indvielse af byrådskandidat Hans Thorup (V), Nibe.

