Heksen kom flyvende tværs over bålet.

Alle samledes ved flammernes varme, hvor der blev sunget.

STØVRING: Det er ikke så tit, at man oplever en heks komme flyvende, men i forbindelse med Sankt Hans bålet hos Det Danske Spejderkorps i Støvring kunne de knap 70 fremmødte spejdere og familie opleve en heks, der kom flyvende tværs over bålet, netop som det skulle tændes.

Båltændingen var heldigvis noget som heksen kunne klare i forbi-farten. Det kunne samtidig konstateres, at hekse nu til dags åbenbart er udstyret med en wire i ryggen, ligesom de af sikkerhedsmæssige årsager er udstyret med brandmands handsker

Aftenen bød med mere også på et lille skuespil ved Juniorerne – et skuespil, der også satte fokus på hekse, og den skæbne, som man kunne få, hvis man før i tiden blev kendt skyldig.  Der var i aftenens program også tid til hygge og leg – noget som især de mindste DDS’ere synes var rigtig godt.

Efter der var kommet godt gang i Sankt Hansbålet samledes alle ved flammernes varme, mens der blev sunget. På god traditionel spejdervis blev varmen fra bålet udnyttet til at lave snobrød.

Selv om der nu er sommerferie hos Det Danske Spejderkorps, og spejdergården på Hjedsbækvej ikke summer af det normale liv, så sker der dog meget for DDS Cimbrerne sommeren over.

I løbet af sommeren vil mange af spejderne drage på sommerlejr i uge 31. Lejren foregår i år ved Limfjorden, nærmere bestemt på spejdercenteret ”Spejderklinten” ved østkysten af Lovns bredning, lige ved Virksund. Fire spejdere står også overfor en stor oplevelse ved at drage til Sverige for at deltage i World Scout Jamboree.
Fra midten af august vil Spejdergården igen begynde at summe af liv, når efterårets aktiviteter for alvor starter op.


e-max.it: your social media marketing partner