Grundet skolelukningen har FDF Sønderup oplevet dramatisk tilbagegang i medlemstallet. Hvis ikke der sker noget drastisk, må FDF-kredsen lukke til november. Det vil dermed være enden på den sidste børne-ungdomsaktivitet i Sønderup by.

Hos FDF findes engagerede voksne med noget på hjerte, som danner rammerne for børnenes fællesskab. Hvis ikke FDF Sønderup får 10 nye medlemmer, må kredsen – og dermed det sidste børne-ungdomstilbud i Sønderup By - lukke.

SØNDERUP: FDF Sønderup står i dag tilbage med blot fem medlemmer, spredt over alder fra 7 til 14 år.
Efter skolelukningen i Sønderup har det været svært at fastholde børnene, mens man, da skolen stadig fungerede i Sønderup, kunne have op til 75-80 % af skolens elever i FDF-kredsen.
- Med de fem medlemmer, der er tilbage, er det ikke muligt at køre kredsen videre, rent økonomisk, forklarer kredsleder Jens Enggaard og supplerer: - og når børnene fra landsbyen går på fem forskellige skoler, er det meget svært at gøre dem opmærksomme på vores tilbud.
- Hvad værre er, er, at det er svært at finde energien hos de voksne ledere, når der er så få børn. FDF handler om et særligt fællesskab, hvor leg, friluftsaktiviteter og lejrture bruges til at give børn et ståsted at møde verden fra. Men et fællesskab forudsætter, at børnene har nogle jævnaldrende at være i fællesskab med, fortæller børneleder Tommy Soelberg.
Tommy Soelberg vurderer, at der skal komme ti nye børn inden november, hvis kredsen skal overleve.
- Nogle vil måske undre sig over den korte tidsfrist, men vi har nu i halvandet år forsøgt at råbe folk op. Derfor må vi også for at være fair overfor de medlemmer vi har, kunne give en afklaring ret snart, fortæller kredsleder Jens Enggaard.
- Det er ærgerligt, da vi hos FDF byder på et særligt fællesskab, via voksne med noget på hjerte, der giver børn og unge et ståsted at møde verden fra gennem leg, friluftsaktiviteter og med lejrture. Og ekstra ærgerligt bliver det af, at der er én af FDFs største oplevelser lige om hjørnet: FDFs Landslejr på Sletten ved Ry med mere end 10.000 deltagere.
Så hvis vi ikke får ti nye medlemmer inden 1. november, må vi gå i gang med lukningsprocessen og afhænde FDF-huset på Præstemarken.
- Eller sagt på en anden måde: Kom og leg - eller vi lukker, slutter Jens Enggaard.


e-max.it: your social media marketing partner