Rebildselskabet har tidligere varslet fornyelser fremadrettet, og én af disse er Rebildfestens After Party, som gennemføres i forlængelse af festen i bakkerne.

REBILD: - Programmet for den traditionelle Rebildfest, og nu også det efterfølgende After Party, er fastlagt, og vi er klar til at modtage og give de mange gæster en speciel god dag i bakkerne, lyder det fra henholdsvis Lars Bisgaard fra Rebildselskabet og bestyrelsesmedlem Jan Vestergaard fra Rebildfestens Venner.
Konkret vedrørende After Partyet vil området omkring det store frokosttelt fra ca. middag være fyldt med boder og stande med spændende og forskellige varer, og i samme område vil der også være amerikaner- og veteranbiler som publikum kan nyde synet af.
Senere, når gæsterne forlader bakkerne efter det officielle program, står Hadsund Skoleorkester klar ved frokostteltet for at markere starten på Rebildfestens After Party.
Udover boder og biler vil firmaet Weber Eventteam være ved teltet og tænde op med grill, og inde i teltet er der levende musik, leveret af den lokale musiker, Peter Aldahl. Og så kan man naturligvis også byde på Amerikansk lotteri med en masse spændende og flotte præmier.
- De sidste 2 år har Rebildfestens Venner afholdt en fest fredagen før den 4. juli som optakt til 4. juli festen, og det var i form af en hyggelig eftermiddags- og aftenfest med underholdning, god mad og dansemusik. Men i år har vi valgt at støtte op omkring fornyelsen siger Jan Vestergaard, og i stedet for en separat fest vil det være Rebildfestens Venner, som i praksis står for gennemførelsen af Rebildfestens After Party.
Venneforeningen er stiftet på tanken om, at skabe lokal forankring til Rebildfesten, og med 250 gæster til de foregående års fester har lokalbefolkning og virksomheder bakket rigtig godt op. Det håber man også sker til denne fornyelse, lyder det fra de forventningsfulde arrangører.


e-max.it: your social media marketing partner