- Tirsdag, 1. oktober 2013


SKØRPING: - Kinorevuens satsning på store operaoplevelser i starten af 2013 blev en kæmpe succes. Fire udsolgte huse med et begejstret publikum betyder, at vi i allerhøjeste grad tør invitere til en ny sæson med opera i Kinorevuen fortæller formand Erik Schuldt.
- Vi har virkelig bestræbt os på at skabe en helt speciel stemning. Publikum bliver mødt med fakler, rød løber og bolende champagne, og med frivillige klædt på til fest – det, at gå til opera i Kinorevuen, skal være noget helt specielt.
Ud over musikalske oplevelser kan vort publikum forkæle sig selv med en lækker tapas-anretning i hovedpausen – hvor gastronomien og vinen passer til forestillingens tema og nationalitet – og hvor der er dækket op med duge, blomster og levende lys – igen et ønske om at skabe en festlig ramme for den musikalske oplevelse.
Premiere på 2. sæson med Plácido Domingo og Herbert Von Karajan!
Søndag den 6. oktober om eftermiddagen indledes den nye sæson med en forestilling i serien Masterpiece’s – nemlig den legendariske udgave af Madam Butterfly fra 1974 fra Wiener Staatsoper med Plácido Domingo, Mirella Freni og Christa Ludwig i hovedrollerne og med Herbert Von Karajan i spidsen for Wiener Philharmonikerne. En optagelse, som er blevet remasteret og digitaliseret således at man nu kan overraske publikum med en sublim oplevelse.
6 operaer - og en ballet!
Gennem sæsonen 2013 og 14 er der planlagt tre livetransmissioner fra Pariser Operaen og La Scala i Milano og tre båndede forestillinger. Erik Schuldt fortæller, at Kinorevuen er blevet opfordret til at forsøge sig med en ballet – og den tråd tager man op. Man vover, at udfordre det himmerlandske publikum med en af balletgenrens klassikere – nemlig Tchaikovsky’s juleballet “Nøddeknækkeren” i en udgave fra Wiener
Staatsopers balletkompagni og Wiener Philharmonikerne. Forestillingen er en klassisk juleforestilling, og en oplagt mulighed for at invitere børn og børnebørn til at møde den klassiske dans og musik.
En helt nyrenoveret ”opera-sal” med numre på stolene!
Kinorevuen har investeret omkring 250.000 kroner i en renovering af biografsal og foyer. Nye stole i salen og nu med nummerering således at publikum kan gå ind på hjemmesiden og bestille de ønskede sæder til forestillingerne. Nu behøver man altså ikke at komme flere timer før starten for at lægge jakker og tørklæder.
- Vi er stolte af de rammer, vi har skabt, og af de muligheder, vi har for at skabe store og varierede oplevelser for vores himmerlandske publikum, slutter en begejstret formand for Kinorevuen.

