- Onsdag, 9. februar 2011

U 17-drengene fra SIF Fodbold blev nummer fem ved JM. Bagerst fra venstre: Anders Nielsen, Patryck Kristensen og Rasmus Carøe Eriksen. Forrest fra venstre: Jacob Sigsgaard, Simon Søe, Kasper Kragelund og Christoffer Olesen.
U17-drengene fra Støvring IF Fodbold, årgang 1994-1995, sluttede søndag 6. februar af med to flotte sejre ved de jyske mesterskaber (JM) for A-hold indendørs i Hurup i Thy men måtte tage til takke med den lidt utaknemmelige femteplads lige uden for feltet til semifinalerne.
Tre nederlag, heraf to et-måls-nederlag, og én sejr i lørdagens første fire kampe havde givet SIF et svært udgangspunkt før søndagens tre sidste runder i de indledende kampe, og SIF lagde også søndag formiddag ud med at tabe 2-5 til Holstebro Boldklub.
Alligevel var SIF tæt på at indløse billet til semifinalerne.
SIF slog nemlig Varde 5-3 og Brabrand 2 7-5 i de to sidste kampe, og så skulle Varde ”blot” besejre Holstebro Boldklub i deres sidste kamp. Det ville sikre SIF fjerdepladsen og den sidste billet til JM-semifinalerne.
- Varde var sikret en plads i semifinalerne inden den kamp, og Holstebro vandt sikkert. Holstebro gjorde i øvrigt rent bord søndag med tre sejre og kom til semifinalerne, siger SIF-cheftræner Mogens Christensen.
- SIF-spillerne leverede to brandkampe til sidst. De var virkelig oppe på dupperne. Ja, det reddede nærmest hele weekenden. Men ærgerligt at være så tæt på, fortsætter Mogens Christensen.
SIF-holdet bestod af: Simon Søe, Rasmus Carøe Eriksen, Anders Nielsen, Patryck Kristensen, Kasper Kragelund, Jacob Sigsgaard og Christoffer Olesen.
I JM-semifinalerne slog Midtals så Holstebro 6-2, mens HIF/OGF besejrede Varde IF 5-2. I JM-finalen tog HIF/OGF stikket hjem ved at slå Midtals 6-2.
Inden afgang lørdag til Hurup fik SIF-mandskabet i øvrigt en kedelig besked. Holdet mistede det nordjyske mesterskab takket være en skrivebordafgørelse fra Region 1 i DBU Jylland (JBU) og en protest fra Hirtshals Boldklub.
Hirtshals havde fået medhold i en protest omkring de nordjyske mesterskaber, hvor SIF snuppede titlen foran Hirtshals efter omkamp. Det viste sig, at JBU Region 1 havde lavet en procedurefejl med den omkamp, og Hirtshals fik medhold i protesten.
Ved JM i Hurup sluttede SIF-mandskabet tre pladser foran Hirtshals, der blev nummer otte og sidst i JM-feltet.

