Handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr kunne på den netop afholdte Dansk Eksportdag afsløre vinderen af den prestigefyldte VITUS Eksportpris. Det blev stålspecialisten NTF-Aalborg, der løb med prisen.

Salgsdirektør/medejer Jørgen Ravn (tv) og direktør/indehaver Tommy Søndergård.

Mandag den 3. december 2012 deltog 170 virksomhedsledere i Dansk Eksportdag 2012, der afholdes for at sætte ekstra fokus på små og mellemstore virksomheders eksportaktiviteter. SMV’erne indgår som en central del af regeringens eksportsatsning, der blandt andet omfatter en særlig indsats på 10 udvalgte vækstmarkeder. Her kan danske virksomheder få adgang til skræddersyet og målrettet rådgivning, ligesom der er afsat ressourcer til fremstød på de forskellige vækstmarkeder. Derudover arbejder Eksportrådet med at skabe strategiske virksomhedsalliancer, så danske SMV’er får bedst mulige betingelser for at samarbejde omkring udbud på vækstmarkederne.
Det har NTF-Aalborg, specialist i rustfrie trådnet og rundstålsprodukter til pharma- og levnedsmiddelindustrien, været så dygtig til at udnytte, at årets VITUS Eksportpris i år gik til den nordjyske virksomhed. NTF-Aalborg har indtil for nylig primært fokuseret på at sikre sig en konkurrencedygtig position i Danmark, Tyskland og Norge, men efter at have deltaget i det såkaldte VITUS-program under Eksportrådet er det også lykkedes at få et solidt fodfæste i Sverige. Det er blandt andet blevet en realitet via den danske ambassade i Stockholm.
- Vi har tidligere med stor succes deltaget i Væksthus Nordjyllands vækstprogram Flere Virksomheder i Vækst, så vi tøvede ikke med at tage imod tilbuddet om at være med i VITUS-programmet. Al eksport er svært – også selvom det er til Sverige – og derfor har det været en kæmpe håndsrækning at kunne trække på handelsafdelingen på den danske ambassade i Stockholm. Det har betydet, at vi nu er rigtig godt i gang på det svenske marked, siger Jørgen Ravn, salgsdirektør og medindehaver af NTF-Aalborg, der fik prisen overrakt af handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr.
Den danske ambassade i Sverige har blandt andet hjulpet med at kortlægge levnedsmiddelindustrien på det svenske marked og har skabt kontakt til potentielle leverandører, hvoraf NTF-Aalborg har valgt én, som i dag er strategisk samarbejdspartner for virksomheden.
- Vi har fået en rigtig god opskrift på, hvordan man strategisk angriber et marked. Små og mellemstore virksomheder som os har ofte en tendens til at fokusere mest på drift, men VITUS-programmet har helt klart været med til at hive os op i helikopteren, og selvom eksport for os som nicheproducent også er lidt begrænsningens kunst, er vi nu på vej ind på nye markeder som England og Mexico, siger Tommy Søndergaard, medindehaver af NTF-Aalborg.
Virksomhedens deltagelse i vækst- og udviklingsprogrammet Flere Virksomheder i Vækst har blandt andet banet vej for en restrukturering af afsætningen på det tyske marked, ligesom virksomheden har fået rådgivning om nye systemer på IT-, web- og kundesiden. Det har været en afgørende forudsætning for et godt resultat af deltagelsen i VITUS-programmet.


e-max.it: your social media marketing partner