Daniel Barenboim ved sit specialdesignede flygel, som han optrådte på ved solokoncerten i DR Koncerthuset.

Daniel Barenboim:
Solo
DR Koncerthuset, København
 
Han fylder 74 år i november. Men det er altså hverken til at se eller høre, at Daniel Barenboim har nået pensionsalderen.
Midthimmerlands Folkeblads anmelder fulgte med fra række otte på første balkon i DR Koncerthusets propfyldte sal, da den verdensberømte pianist forleden musicerede nodeløst på sit specialdesignede flygel med inskriptionen Barenboim. Og lad det straks været slået fast:
Argentineren, der både har israelsk og spansk statsborgerskab, er ”still-going-strong”.
Hvis et klaver er et komprimeret orkester, er Daniel Barenboim som pianist en komprimeret dirigent!
Beviset blev leveret i Schuberts C-mol sonate, som han fik til at svæve med en nærmest overjordisk skønhed.
Schubert er sangens og melodiens mester. Men med Barenboim fik man et nyt fokus på det mere abstrakte og uformulerede. Ikke mindst andensatsen blev forløst som et emblem på Barenboims fænomenale tekniske og musikalske kunnen.
Helt tilfreds var han dog ikke med publikum, der akkompagnerede ham med et stort antal host. Mange musikere ville utvivlsomt have ladet sig distrahere. Men i stedet lavede Barenboim grin med situationen. Straks efter at have afsluttet Schubert-sonaten førte han det tørklæde, han undervejs i koncerten brugte til at fjerne sveden fra panden med, op til sin mund og fik dermed belært publikum, at man hoster ind i stof og ikke ud i salen. Det havde en effektfuld virkning. I hvert fald blev der i koncertens resterende del larmet knapt så meget fra tilskuerpladserne.
Det halvanden time lange program for solo-piano blev indledt med Beethovens 32 variationer over et originaltema. Ikke mange pianister tør give sig i kast med dette værk i koncertsammenhæng. Risikoen for at de korte stykker falder fra hinanden er nemlig stor. Men i Barenboims fortolkning blev de bundet flot sammen og resulterede i et sandt festfyrværkeri af virtuositet og musikalitet.
Så var der pause.
Der var dog aktivitet på scenen alligevel eftersom en klaverstemmer justerede flyglets sarte indre.
Hvorvidt det havde den store betydning skal være usagt, men sandt er det, at koncertens anden del var mindst lige så god som den første.
Daniel Barenboim åbnede med Chopins ballade i G-mol, som forlængst afdøde Vladimir Horowitz ofte forførte sit publikum med. Det samme lykkedes for Barenboim, der ikke mindst fik det lyriske frem i mesterværket.
Herefter fulgte to af Franz Liszt’s bedste klaverstykker: Legendariske Funerailles og Mefisto-vals nummer et Der Tanz in der Dorfschänke.
Også disse værker gik rent ind hos publikum, der nød at Barenboims klaverspil fortsat er såvel perlende som smidigt. Man kan høre hver eneste tone, han spiller. Intet gemmes væk og absolut intet sløres med for meget pedal.
Naturligvis blev Barenboim belønnet for indsatsen. I mange minutter efter sidste tone var klinget af blev han overdænget med øredøvende ovationer. Og han virkede til at nyde succesen. Den lille sydamerikaner trissede rundt i salen, vinkede til de henrykte tilskuere og gav igen med to ekstranumre, der blev spillet med lige så stort overskud som det programsatte.
Jovist. Brillante Barenboim har ikke mistet evnen til at fortrylle...