- Onsdag, 1. juli 2015

Forældre og børn samlet til God Familiestart.
REBILD: En tydeligt stolt far går rundt med sit barn på armen. Moderen er også med i salen på Sundhedscentret, hvor to sundhedsplejersker er underviser. Den lille ny familie deltager sammen på et 1½ års forløb, som tilbydes af Sundhedsplejen i Rebild Kommune.
Med på denne mødegang er 10 forældrepar og 10 børn. Det er afslutningen på forløbet. Forældrene viser stor interesse for emnerne. Deltagerne siger i deres evaluering:
”Fantastisk mulighed for at involvere fædre”, ”Vidt omkring temaer, der passer til børnenes udviklingstrin” og ”Dejlig stemning på holdet. Motorik-emnet var det bedste. Super øvelser på gulv.”
Tilbuddet til de nybagte forældre hedder ”God familiestart”. Forløbet strækker sig fra 3-4 måneder før barnet fødes indtil barnet er ca. 1½ år og består af 11 mødegange på Sundhedscentret i Støvring.
Formålet er, at ruste den lille nye familie med bred faglig viden og støtte dem undervejs, så hele familien styrkes i denne vigtige livsfase.
Den største gevinst er, at fædrene deltager aktivt og er meget interesserede i at få mere viden og erfaring. Således styrkes forældrenes samarbejde omkring deres barn væsentligt, idet de begge får den samme brede viden i forløbet.
I God Familiestart er det sundhedsplejersken, der er den gennemgående person, men der er også andre der undervisere, jordemoder, jurist, fysioterapeut/ ergoterapeut, kostvejleder, familie terapeut, tandplejer, talepædagog, socialrådgiver og dagplejepædagog
Alle førstegangsforældre bliver henvist til et forløb i God Familiestart. En familie, hvor bare den ene part er forælder for første gang kan også deltage, og ligeledes andengangsforældre ved behov.
Det er en kæmpe styrkelse, at forældrene præsenteres for så mange fagområder samt får anvist yderligere muligheder for at opsøge anden hjælp.
En deltager siger: ”Rigtig godt at være med i dette forløb. Lært meget og mødt søde mennesker. Godt for nybagte forældre, for der var mange ting man ikke vidste.”

