Efter en begivenhedsrig DM-semifinale på hjemmebane i FTZ Rally Cross Himmerland stævnede DM-kørerne fra Motorsport Nordjylland (MNJ) til NisseRingen ved Næstved. Her blev DM-medaljerne fordelt efter svære kører-betingelser med regnvejr on/off.

Rasmus S. Larsen kronede sin rookie-sæson med en tredjeplads i DM-finalen på NisseRingen.

- I den tunede Super 2000 satte MNJ’erne deres dækaftryk på DM-slutspurten, konstaterer MNJ’s baneformand Kaj Storgaard. - Her havde vi medalje-aspiranter, som fightede med vendelboen Dennis Christensen om slutpodiet. På hjemmebane i  DM-semifinalen var konkurrenceheldet desværre ikke med to af kørerne. Allan Jørgensen i Opel Corsa var sikkert i front, men mistede sit venstre forhjul lige inden målstregen. Rune B. Staudt (Renault Clio) udgik med et defekt topstykke under kvalifikationen.
- Heldigvis var der ikke sket ekstra skader på motoren, oplyser Rune B. Staudt. - Jeg kunne derfor hjemkøre andenpladsen på NisseRingen, hvilket var tilstrækkelig til at vinde DM-guldet 2014.
De to klubkammerater Allan Jørgensen og Mikkel Jespersen fightede om DM-bronzen, og afgørelsen blev uhyre tæt.
- Spændingen af hjulmøtrikkerne blev checket tredobbelt under hele DM-finalen, konstaterer Allan Jørgensen. - En enkelt placerings forspring blev således afgørende i min favør. Det var en lettelse at få DM-medaljen hængt om halsen efter en begivenhedsrig 2014-sæson.
En ny uprunner i Super 2000 er rookien Rasmus S. Larsen, som efter opstart midtvejs i sæsonen scorede en tredjeplads i DM-finalen med sin Peugeot 206.
I Super 1600 var Ulrik Linnemann optaget af EM-opgaver, og Jacob Schnoor måtte afbud. De hjemtog dog alligevel DM-sølv og bronze til Nordjylland. Derimod blev MNJ-fanen holdt højt af Oliver B. Larsen med en andenplads på NisseRingen i sin VW Polo GTI.
I den tunede Super-National (med motorer over 2 liter) fightede Jens Steffensen sin DM-bronzeplacering hjem over målstregen.
I den utunede 1,6 liters klasse (Gruppe N) har MNJ ikke haft kørere med i medaljefighten i 2014. Rookien Morten Kok Nielsen afsluttede dog sæsonen med en fornem andenplads på Sydsjælland.
Hos Cross Kart’erne blev der også fightet tæt på det fedtede underlag.
I 125 ccm-klassen (CK 125) var Tobias Daarbak (MNJ) allerede dansk mester, men cementerede sit fjerde DM i streg med en sejr på NisseRingen. Klubvennen Lucas B. Staun spurtede ind på DM-bronzen.
Også i CK Mini var nordjyden Nicklas Lau med helt fremme, og vandt DM-bronze.
Hos CK 650 måtte den regerende danske mester  Dennis Munch træde et enkelt trin ned på DM-sejrspodiet i forhold til 2013. Søren Jelsbak besatte DM-tredjepladsen efter oprykningen til heftige CK-klasse i 2014.
Motorsport Nordjylland ser nu frem til løbsweekenden 4. og 5. oktober 2014, som udover den traditionelle DM-revanche hos Folke Race, også for første gang byder på DM-revanche for Rally Cross og Cross Kart.


e-max.it: your social media marketing partner