Mange ting har navn af kærlighed også uden at have det mindste med kærlighed at gøre: En halv times kærlighed i Kildeparken har intet med kærlighed at gøre. Kærlighed er i virkeligheden noget meget bestemt: Det er at give sig selv. Det er at kunne give sig selv til en anden, tilgive en anden, men det er ligefuldt at kunne tilgive sig selv at kunne forsone sig med sig selv.
Kærlighedsbuddet er enkelt og klart, at du skal elske din næste som dig selv, og det vil sige lige så højt, som du elsker dig selv. Kærlighedsbuddet fordrer og forudsætter, at du elsker dig selv meget højt.
Det dobbelte kærlighedsbud om at elske Gud og sin næste af hele sit hjerte er et bud og ikke noget tilbud. Det er en befaling, fordi disse bud er Guds levende ubøjelige vilje med menneskelivet. Glemmer du det første bud, om at elske Gud, så guddommeliggør du mennesket, og glemmer du det andet, om at elske mennesket, så tingsliggør du mennesket.  
Der findes en anden formulering af kærlighedsbuddet, som vi møder i søndagens evangelium, og det lyder i Jesu mund således: ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er Loven og profeterne”.
Evangeliet til verden lyder, at du er elsket, men evangeliet lyder ikke uden Loven, at du skal elske. Guds nåde og Guds lov lyder sammen og med samme kraft.
Retfærdighed uden barmhjertighed er brutalitet, og barmhjertighed uden retfærdighed er pladderhumanisme, ligegyldighed med andres smerte og er dermed i virkeligheden den anden side af samme brutalitet!
Kærlighed er den lige grad af retfærdighed og barmhjertighed i sit liv overfor sig selv og andre.
Svend Schultz-Hansen.