- Onsdag, 19. oktober 2011
Både Ældrerådet og sundhedsudvalget synes, vi havde et godt fællesmøde. Det blev her tilkendegivet, at vi sammen skulle ud på ældrecentrene og høre og se, hvordan den seneste omlægning af madproduktionen er ført ud i livet.
Vi skal også tale med beboere og personale om, hvordan de ser på ordningen. Det er vores opfattelse, at fokus på mad og madproduktion har givet ændrede holdninger og forbedret kvaliteten af maden og spisesituationen på ældrecentrene.
På vores sidste møde blev der også drøftet høringssvar.
Budgettet for 2012 rummer ingen nedskæringer på ældreområdet, og Ældrerådet tog det derfor til efterretning. Vi har den kommentar, at vi vil følge udviklingen med de mange ledige ældreboliger. De er en fare for den samlede økonomi.
Høringssvar om ombygningen af Mastruplund gav en del diskussion, idet Ældrerådet ikke finder, at boligerne på 36 m2 er store nok til en god indretning af både stue og soveafdeling/værelse. Vi mener også, at boligerne skal være så fremtidssikrede i forhold til ny teknologi som overhoved muligt.
Det tredje høringssvar gik på handicappolitikken. Ældrerådet har den kommentar, at nogle formuleringer kan virke nedladende og finder formuleringer som ”borgerne skal ikke forvente” for negative. Vi henviser til formuleringerne i kvalitetsstandarderne, som vi finder er meget bedre.
På Ældrerådets vegne:
Torben Andersen.

