Den kendte forfatter Dan Toft, besøgte torsdag den 14. marts Ellidshøj skole. Dan Toft, der til daglig er dansklærer på en skole i Hjørring, har skrevet mange bøger til børn og unge.

Læseugerne blev afsluttet med besøg af forfatter Dan Toft.

ELLIDSHØJ: Ellidshøj skole har traditionen tro i ugerne 10 og 11 læseuger. Det fungerer ved, at eleverne hver dag, starter med at læse mindst en time, enten individuelt, makkerlæsning eller højt læsning, alt afhængig af alder og niveau. På Ellidshøj skole er der 20 minutters læsebånd på skoleskemaet for alle børn min. tre gange om ugen, hvilket er med til at styrke børnenes læsefærdigheder, når de får lov til at læse intensivt.
Skolen som i forvejen, har fast ”Torsdag på tværs”, har brugt de sidste to torsdage på at fordybe sig endnu mere i læsning. Tredje til sjette klasse har bl.a. besøgt børnehaven i Ellidshøj, hvor de havde bøger med til oplæsning. Det var rigtig hyggeligt, de små var så gode til at sidde og lytte. For nulte til anden klasse, blev læsningen koblet sammen med stangdukker i et lille teater, hvor læsningen herved kunne ske på en mere kreativ måde.
Ellers er der i de forgangne uger blevet lavet ordspil, boganmeldelser og opgaver til bøgerne, og ved hver bog, der er blevet læst, har eleverne skrevet hvor mange sider de har læst og forfatter m.m. på et grønt blad, efter de to læseuger har skolen nu fået et flot ”læsetræ”.
Derfor var det også en fantastisk afslutning på to ugers intensiv læsning, at få besøg af en dygtig forfatter. Dan Toft læste op ad sine bøger for nulte til anden klasse, dernæst for tredje til sjette som udover oplæsningen fik et skriveværksted, hvor de lærte nogle teknikker til at blive en bedre tekstskriver/stileskriver. Så hvem ved, måske blev der ved dette besøg sået frø til en lille ny forfatter.


e-max.it: your social media marketing partner