STØVRING: Det blev en helt igennem svedig aften både for publikum og musikere, da Poul Krebs med band gæstede Stubhuset fredag den 15. april. Svedig i bogstavelig forstand, fordi en fyldt og tætpakket sal fik termometeret helt op at ringe – og svedig musik fra Poul Krebs og band, der bankede musikbarometeret i top.
Aftenen indledtes med en overraskelse, idet Poul Krebs havde taget sin amerikanske ven, Matt the Electrician, med. En finurlig, løjerlig, musikalsk fyr, der sammen med Ida Wenøe (eller Ida Wenoee, som er hendes kunstnernavn) åbnede aftenen på hyggelig vis med tre af Matt’s kompositioner. Det var absolut en bonus.
Aftenens hovednavn var jo imidlertid Poul Krebs, der fra starten erklærede, at det ville blive en særlig aften. For det første, fordi Matt var med. For det andet fordi 1. set ikke ville blive på ”rigsdansk” og for det 3. fordi, det ville blive en lang aften. Og ja – han fik ret.
Matt havde vi jo oplevet, og 1. set blev absolut ikke på rigsdansk men en hel række engelsksprogede numre primært fra Krebs’ens nyeste album,  ”Magnolia Tales”, som er hans første udelukkende engelsksprogede album optaget i Austin, Texas med Bob Dylan produceren Charlie Sexton ved roret. Et album, som har høstet blandede anmeldelser, og som undertegnede ikke umiddelbart erklærede blandt Krebs-favoritterne, men som i den grad vandt ved live-udførelsen i Stubhuset. Man kan sige om teksterne og det Krebs’ke engelsk, hvad man vil – men her i Stubhuset stod sangene og melodierne hamrende suverænt; sublimt back’et op af  Kent Olsen på trommer, Niels Chr. Simmelsgaard på guitar og Lego Garde-trompet, og Ask Kjærsgaard på keyboards, guitar, banjo og pedal steel guitar, som udgør en stor nerve i Poul Krebs’ Mangnolia-texanske sange. Derudover og ikke mindst bestod  ”ligestillings-bandet” af to piger: Claudia Scott på vokal, guitar og – primært – mandolin, samt Tove Sørensen på bas. Sidstnævnte især med en herlig energi og stor musikalitet, der dermed beviste, at Jette Schandorff (bl.a. Lis Sørensen-band) har fået sin lige-kvinde.
1. set sad ”lige i skabet”. Ikke færre end 12 numre med total energi, god lyd (som altid i Stubhuset) og en sprudlende Poul Krebs, der undervejs fortrød, han for meget lang tid siden, da han blev booket, og før ”Magnolia Tales” blev færdigt, havde sagt, man nok skulle sidde ned til denne koncert. Han gjorde sit til at få folk op fra stolene - også med ironi, når han fx i 1. afdeling præsenterede ”La Pelosa” som en rigtig god sang at sidde ned til. Men folk i salen kom i slutningen af 1. halvdel op af stolene, og Poul Krebs og band forlod et publikum omtrent på kogepunktet (igen bogstaveligt talt), før alle gik til pause.
Efter udelukkende engelsksprogede sange i 1. set fra Krebs’ Magnolia-album (og en enkelt ”gammel”, nemlig ”Gone Gone Gone” fra ”Det minder lidt om eventyr”, som er taget med for at prale med, at det her med at synge på engelsk ikke blot er en ny dille) blev 2. afdeling som lovet en perlerække af nogle af de gode sange, vi kender Poul Krebs for. Mange af dem fik med Ask Kjærsgaards pedal steel guitar et strejf af western over sig; og især i nummeret ”Smiler din sol” fra ”Angelino Road” med Niels Chr. Simmelsgaards mexicaner-trompet fornemmede man en Sergio Leone spaghettiwestern køre i baggrunden. Ligeså gav den ”tyngde”, som arrangementet af ”Jeg la’r min dør stå lidt på klem”-nummeret fra ”Striber af lys” havde fået, dette nummer et super godt løft.

Igen fik Poul Krebs alle op af stolene – og igen fik han, med en undskyldning, alle bænket igen for at give nummeret ”Kom li’ og sæt dig”. Publikum var dog snart oppe igen for at give Poul Krebs og band fortjent hyldest før de obligatoriske ekstranumre – tre stk. afrundende med Matt the Electrician på scenen igen (men ingen Ida), hvor de fælles, meget passende, sluttede af med sidste nummer på ”Magnolia Tales” – ”Let It Ring Out”. Herefter ringede det ud fra det, der BLEV en lang aften efter sammenlagt 28 musiknumre og fuld valuta for pengene. Derpå kunne Poul Krebs, der ”holder så meget af at rejse rundt i indkants-Danmark” samt hele hans følge drage fra Støvring i bevidstheden om, at alle havde fået, hvad de kom efter – og en hel del mere.
Og hvor var det dejligt for en gangs skyld igen i Stubhuset at blive ”banket igennem” af et ”rigtigt” band med elguitarer, bas, trommer osv.
HL