Bagest fra venstre: Stine Krabsen Abilgaard, Frida Henneberg, Signe Jørgensen, Cecilie Røndberg, Line Marquartsen og Malene Kristensen. Forrest fra venstre Sara Buus, Julie Ørtoft, Maria Johnstad-Møller, Nana Bjerregaard og Cecilie Liltorp.

STØVRING: I weekenden den 25.-27. juni var Støvring Fodboldafdelings U11 piger til et stort stævne i Kibæk ved Herning med deltagelse af 150 hold. Det blev en super god oplevelse for SIF-pigerne, som blev kronet med en flot tredjeplads.
Fredag aften spillede pigerne den første kamp mod Næsby. Det var en meget stærk modstander, de vandt også stævnet, og SIF-pigerne måtte se sig slået 1-4. Lørdag morgen var pigerne vist ikke helt vågne, i hvert fald scorede Vivild et par hurtige mål før SIF-pigerne kom igang og det endte med et nederlag på 2-3. Til næste kamp mod Kibæk var pigerne klar. De spillede rigtigt flot presfodbold og var en evig gæst foran Kibæks mål. Sejren blev på 4-0.  Sidste kamp lørdag mod Sdr. Omme endte desværre med et 1-3 nederlag, selvom pigerne kæmpede og kæmpede. Om aftenen var to af SIF-pigerne udtaget til talenthold og gav opvisningskamp.
Søndag bød på en enkelt kamp mod Sønderis. Det blev et flot punktum på fem vel-spillede kampe, idet pigerne vandt 3-1. Med det resultat sikrede SIF-pigerne sig en flot tredjeplads og bronzemedaljer. En rigtig spændende fodboldweekend, der gav pigerne mange gode oplevelser.
 Flere røster tyder på, at successen muligvis skal gentages igen til næste år.


e-max.it: your social media marketing partner