Trimdag er ikke blot noget som eksisterer i folkeskolen. – I hvert fald ikke i naturbørnehaven Børnehaven Skovhuset. Trimdag er en dag, hvor fokus ligger på fysisk aktivitet.

 STØVRING: Torsdag den 9. november var Skovhuset rammen om et projekt for alle børnene i institutionen. Traditionen tro, blev der afholdt trimdag. I dagene op til var der blevet bagt trim-boller, og børnene havde trænet sammen med personalet.
På dagen startede man med en fælles opvarmning på scenen, hvor der blev sat gang i kroppen med musik. Herefter blev børnene hjulpet over vejen, de ældste først, for derefter at løbe på en markeret rute i Hermesparken. En rute som bød på bakker, flag, heppekor, voksne som løb med og en målstreg.
Da de ældste var kommet i mål, var de en del af heppekoret, og heppede på de yngre børn i børnehaven. Vejen hjem blev delt i to, en kortere tur til børnehavens 3-årige og en lidt længere tur til de ældste.
Tilbage i børnehaven, blev børnene igen samlet, og der blev drukket rigeligt med vand. Desuden fik børnene også en trimbolle, som flere af dem havde været med til at bage. Som afslutning på projektet fik alle børn et diplom for at have deltaget i årets løb.
I Skovhusets var det ganske naturligt at deltage i årets trimløb, for der er flere børn, som allerede kender til begrebet fra ældre søskende. Her kan man være med til at bygge bro mellem børnehave og skole.
Derudover har trimdagen en fysisk dimension, som falder godt i tråd med børnehavens arbejde med læreplanstemaet ”krop og bevægelse”, som bl.a. handler om at børn skal have mulighed for at bruge kroppen sammen med andre børn, og mærke kroppen. Man oplevede også, at netop det, at mærke egen krop, kom i centrum, da man spurgte børnene om, hvordan det var at løbe: ”Da jeg kom halvvejs, kunne jeg ikke løbe mere. – Jeg troede jeg skulle dø! Men så måtte jeg bare lige gå lidt…”
For at bringe naturen i centrum, valgte man også at bruge Hermesparken som den fysiske ramme for løbeturen. De fleste af børnene kender området fra tidligere ture, hvilket gjorde, at børnene var trygge ved at løbe den markerede rute sammen med de voksne.
Da det er et fælles projekt, hvor alle deltager, får man skabt et fællesskab omkring bevægelse. Her får børnene lov til at se de voksne som rollemodeller og inspiratorer, og som kammerater i det store fællesskab. De får oplevelser sammen, som gør at store og små får et fælles tredje som udgangspunkt for dialog. Her er diplomet til alle, også med til at sætte fokus på fællesskabet.
Derudover får børnene også mulighed for at se hinanden i en anden kontekst end hverdagen, og man  oplevede at især de store udviste empati og hjælpsomhed overfor de yngre. Det kunne vi se ved, at de var med til at heppe, og selv tog de yngre i hånden når vi skulle over Hermesvej.
Alt i alt var det en spændende dag, hvor vi fik sat bevægelse på dagsordenen, og fik fokus på vores fællesskab i Skovhuset.


e-max.it: your social media marketing partner