- Torsdag, 4. december 2014
Sognepræst Svend Schultz-Hansen, organist Anette Kjær og menighedsrådene ved Aarestrup og Haverslev kirker er gået sammen om at oprette ”Midthimmerlands Kirkehøjskole”.

Programmet for kirkehøjskolens første sæson i 2015 er nu planlagt, og kommer til at bestå af seks højskoleformiddage, der finder sted på skift i Haverslev og Aarestrup følgende onsdage: 28. januar, 18. marts, 15. april, 23. september, 21. oktober og 25. november.
Højskoleformiddagene indledes med morgensang i kirken ved organist Anette Kjær, hvorefter der er fælles morgenkaffe i Sognets hus i Haverslev/Aarestrup Forsamlingshus og foredrag med efterfølgende drøftelse af dagens emne.
Der er indbudt en række rutinerede foredragsholdere, der på forskellig vis belyser sider af menneskelivet, som det kommer til udtryk i samfundsdebatten, litteraturen, kunsten, etikken, forskningen og erfaringen.
Det overordnede tema i 2015 er ”At være på vej”, og deltagerne vil her møde tillidsforskeren Gert Tinggaard Svendsen, der er professor i statskundskab, litteraturprofessoren Johs. Nørregaard Frandsen, journalisten og forfatteren Klavs Birkholm, der er tidligere medlem af Det Etiske Råd, den grundtvigsk valgmenighedspræst, Peter Hedegaard, sognepræsten og fortælleren Flemming Kloster Poulsen og Flemming Nees, der er højskoleforstander på SeniorHøjskolen i Nr. Nissum.
- Midthimmerlands Kirkehøjskole henvender sig til alle i det himmerlandske med interesse for de emner, der er på programmet. Vort ønske er gennem et indholdsrigt og givende samvær at bringe væsentlige og aktuelle emner i spil. Samværet omkring foredrag og fællessang skulle gerne både oplive og oplyse og give stof til eftertanke. Vi har valgt at begynde dagen med fælles morgensang og fortælling, og da vi i både Haverslev og Aarestrup har smukke kirkerum til rådighed, foregår morgensangen i kirken, fortæller organist Anette Kjær, der sammen med sognepræst Svend Schultz-Hansen har sammensat programmet og står som leder af Midthimmerlands Kirkehøjskole.

