- Tirsdag, 23. juli 2013
Landsorganisationen Danske Seniorer, som pensionistforeningerne i Rebild kommune er medlem af, er bekymret for de svageste ældre
- Det er en ommer! Rapporten fra Hjemmehjælpskommissionen får en hård medfart af næstformanden for Danske Seniorer, Arne Rolighed.
- Man svigter i den grad de sårbare, de svageste ældre i rapporten. Den har sit klare fokus rettet på de relativt stærke ældre. Men i Danske Seniorer savner vi bud på, hvordan vi hjælper de ældre, der har mest behov for hjælp, siger Arne Rolighed.
- Filosofien om, at man skal kunne klare sig selv så længe som muligt, er selvfølgelig et godt udgangspunkt. Men når man ønsker at få alle ældre til at bo længst muligt i eget hjem - og mest muligt uden andres hjælp - er det en klar forudsætning, at hånden er der, når den ældre får behov. De, der trænger mest, de svageste ældre, skal være sikre på at kunne få den støtte, de har brug for, på det tidspunkt, de har brug for den, påpeger Arne Rolighed.
Samtidig mener Arne Rolighed, at kommissionens anbefalinger om at lade ældre bo længst muligt i eget hjem kombineret med indførelsen af robotteknologi i ældreomsorgen kan bevirke, at et stort problem vokser sig endnu større – ældres ensomhed.
Ensomhed - den store, stille dræber
- Ensomhed er en sundhedsmæssig risikofaktor på linje med rygning og fedme. Ny forskning viser, at ensomhed faktisk slår lige så mange ældre ihjel, som de to først nævnte faktorer, forklarer Arne Rolighed.
- Det, mange sårbare enlige ældre mangler, er i virkeligheden menneskelig kontakt. Det er fint, at kommissionen anbefaler faglig opgradering af medarbejdere indenfor ældrepleje. Men det handler ikke blot om fag – det handler især om den kop kaffe, som man tager med den ældre. Den snak, som han måske kun har en af med et andet menneske i løbet af ugen, forklarer Arne Rolighed.
Han mener, at styrkelse af empati i omgang med ældre bør have en meget mere fremtrædende rolle i uddannelsen af professionelle indenfor ældrepleje.

