- Onsdag, 29. februar 2012
Ældre Sagen i Støvring holder årsmøde den 15. marts på Rebildhus. Her har medlemmerne mulighed for åbent at tilkendegive holdninger, meninger og forslag.
Formand Lisse Trads vil fortælle om årets gang i 2011 og de mange kulturelle og sociale aktiviteter i 2012.
2011 var det europæiske frivillighedsår, hvor fokus var på Ældre Sagens 12.000 frivillige, der sammen med 465.000 øvrige frivillige på landsbasis, gjorde deres indsats.
I år er temaet ”Aktiv aldring og solidaritet mellem generationer”, som kan ses i en naturlig forlængelse af sidste års tema om frivillighed. Formålet med året er bl.a. at se på det potentiale, der findes hos den voksende gruppe af ældre og skabe et samfund for alle aldre.
Hermed er det også et ønske at fremme aktiviteter, der bekæmper aldersdiskrimination, overvinder aldersrelaterede myter og fjerne hindringer navnlig med hensyn til beskæftigelse af ældre. Ældre Sagen ønsker at arbejde for et samfund, hvor det er muligt at leve et godt og langt liv, hvor personen er vigtigere end alderen.
Det handler meget om generationer, som Støvrings lokalbestyrelse altid har haft højt på dagsordenen. I de seneste generationer er der kommet nye udfordringer og pres på familien. Umiddelbart er det presset på børnefamilien, der har fået mest opmærksomhed. Mere usynligt er presset på ”ældrefamilien”, dvs. familier, hvor erhvervsaktive voksne har ansvar for et eller flere ældre familiemedlemmer med behov for hjælp og pleje. Ældre Sagen arbejder for initiativer, der støtter familie og netværk.
En af Ældre Sagens indsatser i 2011 har været at dokumentere, at der i dag er 400.000 danskere over 65 år, som ikke er på internettet, og som derfor risikerer at blive ladt i stikken, når det offentlige forlanger, at al kommunikation med borgerne skal foregå digitalt. Som så mange steder rundt omkring i landet har Ældre i Støvring også et tilbud.
På årsmødet bydes der traditionen tro på et godt måltid mad, som der altid er store forventninger til.
Mødet har form som en generalforsamling med en dagsorden med 8 punkter.
Herunder skal der i år vælges to nye medlemmer til bestyrelsen.
Det er vigtigt at have mange medlemmer. Ældre Sagen i Støvring havde pr. 31.12.2011 1679 medlemmer, hvoraf 249 er nye. En repræsentativ medlemsskare giver mulighed for løbende at følge med i behov og ønsker for den ældre del af befolkningen. Endelig betyder flere medlemmer økonomiske ressourcer, som er nødvendige for at finansiere aktiviteterne.
Se annonce.
PR/Ældresagen i Rebild,
Anette Fausing Thomsen.

