- Tirsdag, 4. oktober 2011

Fra venstre: Flemming Hansen, Henrik Christensen, Leon Sebbelin, Thomas Simoni, Rikke Karlsson og Gert Jensen
Mens solen strålede fra septembers klare blå himmel, mødte ca. 45 personer op til borgermøde på Rebildhus, hvor ældrepolitikken var på dagsordenen. Formand Lisse Trads bød velkommen, og herefter blev de udvalgte emner grundigt debatteret med Erik Ustrup som kyndig ordfører:
- Hvor tit skal ældre have mulighed for at komme i bad?
Venstrepolitikeren Thomas Simoni mente, at det var individuelt og måske afhængigt af alder.
En 80-årig ville nok sige 2 gange om ugen, mens yngre generationer sikkert ville insistere på hver dag. Gert Jensen (S) udtalte resolut: - Det skal de ældre selv bestemme!
- Hvor mange hjælpere er det rimeligt at udsætte de ældre for?
Simoni svarede, at det kom an på hjælpernes professionalitet. Gert Jensen udtalte, at det kom an på koordineringen af besøgene.
- Bliver der muligheder for at lave maden på alle ældrecentrene, og er der muligheder for at få varm mad om aftenen?
Hertil svarede Henrik Christensen (S), at nøgleordene i den forbindelse var selvbestemmelse, pædagogik og samvær, og at han sammen med Ældrerådet undersøgte mulighederne.
- Hvad vil I gøre for, at den digitale postkasse ikke skal forhindre ældre i at kommunikere med det offentlige?
Leon Sebbelin (R) sagde hertil, at personale og pårørende måtte yde hjælp ved behov. I den forbindelse skulle der selvfølgelig være uddannelse til rådighed for de implicerede.
- På hvilke områder ser I gerne frivilliges hjælp?
Rikke Karlsson (DF) fortalte om en kommende social rapport med fokus på det. Hun mente, at et større samarbejde mellem kommunen og de frivillige organisationer var nødvendig. Rikke efterlyste en struktur, hvor de frivilliges baggrund og ressourcer var registreret, - en såkaldt ressourcebank. Desuden ønskede hun klare rammer for det frivillige arbejde samt evt. supplerende uddannelsestilbud fra kommunen.
- Er det muligt at gøre plejepersonalets arbejdsmuligheder endnu bedre end i dag?
Flemming Hansen fra Sundhedsusvalget svarede, at trivslen i løbet af de sidste tre år var forøget væsentligt. Sygdomsfraværet var faldet, hvilket er en god indikator for, at folk kan lide deres arbejde. Frihed til at vælge og medbestemmelse på eget arbejde er betingelsener for trivsel.
- Forebyggende hjemmebesøg hos de +75-årige! Antal, der siger ja tak (og nej tak)!
Anne Marie Holm fra ”Sund Rebild” kunne meddele, at af de 1790 adspurgte, havde 1300 sagt ja tak til hjemmebesøgene.
- Rehab: Hverdagsrehabilitering er tilbud til seniorer, der gennem genoptræning og forebyggelse igen oplever at kunne udføre dagligdags opgaver, som de har været afskåret fra.
Anne Marie Holm oplyste, at det drejede sig om ”hjælp til selvhjælp” og øget livskvalitet for målgruppen. Alle medarbejdere i projektet var blevet uddannet som ”hjemmetrænere” og følte faglig stolthed og et kompetenceløft.
80% af de aktuelle borgere havde sagt ja tak til Rehab, og det havde vist sig, at de ældre kunne meget mere end de selv troede!
- Ådalscentret: Centerchef Ingerlise Hornshøj indledte med at vise en billedserie. Hun gjorde opmærksom på farvesætningen, der formidlede sanseindtryk samtidig med at de hjalp de demente med at finde rundt. Også de ansatte fandt at farverne påvirkede dem positivt.
Spørgelysten til panelet manglede ikke. Et spørgsmål gik på, at Thomas Simoni i forbindelse med bad havde svaret, at de ældre fremover ville kræve mere og samtidig have flere egne midler. Lilli Hesseldahl Sørensen spurgte derfor, om et bad ikke burde være en del af den personlige pleje? Simoni syntes, det var op til den enkelte selv, mens Henrik Christensen mente, at badet var en af basisopgaverne.
Spørgsmålet og svaret udviklede sig til en livlig debat, der handlede om de nye generationer af ældre med bedre økonomi og helbred samt evt. egenbetaling.
Rikke Karlsson slog endnu et slag for hjemmelavet mad og efterlyste duften af mad på ældrecentrene. Samtidig fastslog samtlige paneldeltagere, at madsituationen på Rebild ældrecentrene var blevet klart bedre, selvom den varme mad endnu kom fra centralkøkkenet.
Røde Kors blev rost for sin trygheds-opkalds-tjeneste og vågetjeneste hos døende.
Hjælp til døende var et emne, som kunne have fortsat i timevis, men det blev ikke muligt.
Afsluttende blev det slået fast, at kommunen værdsætter hjælp fra frivillige organisationer, men ønsker selv at varetage kerneydelserne.
Formand Lisse Trads takkede for en udbytterig eftermiddag og foreslog et møde om frivillighed i samme regi senere.
Anette Fausing Thomsen,
PR/Ældresagen i Rebild.

