Beretningen om Adam og Eva er beretningen om alle mennesker, de første mennesker som de sidste mennesker, og den er derfor det bedste spejl, som vi kan holde op, hvis vi vil se os selv og alt, hvad vi er fælles om. Og det vi ser er, at vi har spist af kundskabens træ og fået forstand som Gud, men ikke hjerte som Gud, og det er ulykken.
Vi kan udrydde al fattigdom på jorden, men har indset, at det er for dyrt. Vi har forstanden, for vi spiste af kundskabens træ, men vi har ikke hjertet. Vi kan erobre verdensrummet, men ikke hjerterummet.
På søndag skal vi høre om en dæmon. I dag siger vi, at dæmoner ikke eksisterer, fordi vi ikke kan se eller høre eller fatte dem. Jeg håber inderligt, at det samme ikke gør sig gældende for kærligheden, for den kan vi heller ikke se eller høre eller fatte, og alligevel har den vel magt over os, for livet har ingen mening uden.
Ja, så mærkeligt er det jo, at kun i kærligheden til andre opdager vi, at noget andet end en selv er virkelig. Jeg mener, at kun dem vi elsker er lige så virkelige i vort liv, som vi selv er det. Uden kærlighed ingen virkelighed, som du oplever, hvor du hører og ser, at en mor er død, og øjeblikket efter hører din kone sige, at din mor er død.
Kærlighed er opdagelse af virkelighed. Hadet er også opdagelse af virkelighed? Nej, for under det dybeste had brænder kærlighedens flamme, og med den dør hadet ud. Kærligheden kan leve uden had, men hadet kan ikke leve uden kærligheden, nedenunder.