- Tirsdag, 3. december 2013
Onsdag den 27. november holdt Røde Kors sin traditionsrige julestue i Sognegården. Igen i år var der rigtig mange deltagere i julestuen, og det glædede naturligvis formand for Røde Kors Rebild afdeling, Gerda Pinstrup.

Igen i år var rigtig mange mødt op i til julestuen.

Formand for Røde Kors’ Rebild afdeling, Gerda Pinstrup, overrakte Pernille Posborg fra Rebild Kommune Røde Kors’ flotte donation på kr. 15.000,- til hjælp til udsatte familier i kommunen.

Formand Gerda Pinstrup holdt åbningstalen.
STØVRING: ”Husorkestret” Else Andersen og Børge Jensen sørgede for musik til de sange, der skulle synges, og de underholdt, mens der blev handlet i boden og solgt lodsedler til amerikansk lotteri med masser af flotte præmier fra hele 54 forskellige sponsorer.
Om Røde Kors fortalte Gerda Pinstrup:
- Alle ved, at Røde Kors er én af de første, der er fremme – om ikke de første – når der sker katastrofer ude i verden, og vi er den organisation, der mange steder, som de eneste får lov til at hjælpe. Netop derfor opererer vi i 181 lande og er kendt over hele verden. Det ser vi jo næsten dagligt på tv, sidst ved katastrofen på Filippinerne, og i den forbindelse vil jeg da gerne nævne, at efter de første 2-3 uger, var der indsamlet mere end 5 mio. kr. til ofrene. Så vi kan være stolte over, at så mange tænker på Røde Kors og det store arbejde, som udføres, når katastroferne sker.
I dag er vi 26.000 frivillige i hele Danmark, det er rigtig mange. I Rebild Afdeling er vi omkring 200 frivillige, der deltager i de mange aktiviteter, vi har. Tæller vi Røde Kors Indsamlingen med, er vi mange flere.
De sidste tre år har vi uddelt julepakker til de børnefamilier, i Rebild Kommune, der ikke har råd til at holde jul. Sidste år blev det til 50 julepakker, og igen i år har Rebild Kommune sagt ja til at finde de familier, som de mener, trænger mest til en Røde Kors julepakke. Det kan virke, som om vi hopper over, hvor gærdet er lavest, men vi har ingen interesse i at kende disse familiers økonomi, og når man er i det kommunale system, har alle oplysninger lige ved hånden, finder vi, at det er den bedste løsning.
Igen i år har vi et flot samarbejde med SuperBest og Bøger og Papir i Jernbanegade, og vi glæder os til at uddele julepakkerne, der indeholder alt til en dejlig julemiddag m/ steg og risalamande og mandelgave, en lille julefrokost, juleslik, sodavand, frugt samt en gave til alle børn under 18 år, konstaterede Gerda Pinstrup og fortsatte:
- Så er vi kommet til den donation, som vi i år vil uddele. Sidste år var det en lidt svær opgave, fordi vi ikke rigtig havde nogen erfaring. Det har vi nu, idet vi sidste år fik sendt fem svage familier, der virkelig havde behov for et løft i en svær hverdag, på et ophold i Rønbjerg Feriecenter. Kort sagt, så går donationen igen i år til udsatte familier med børn med særlige behov på grund af deres sociale situation. I den forbindelse vil vi donere kr. 15.000 til formålet, og det er en fornøjelse, at overække beviset på donationen til Pernille Posborg fra Rebild Kommune, sluttede Gerda Pinstrup.
Herefter var der højtlæsning, udtrækning af det amerikanske lotteri og gevinsterne på indgangsbilletten. Sidst på eftermiddagen takkede Gerda Pinstrup alle, der igen havde gjort det muligt at stable arrangementet på benene og ønskede til slut alle en rigtig glædelig jul.

