Vi tænder på søndag det 3. lys, og med lyset stiger juleglæden og vokser forventningerne. Adventskransen er den skønneste julekalender, hvor lysene tæller dagene, ikke hverdagene, men helligdagene, indtil julevangeliet fortæller og forbereder os på at møde, ikke julens højtid, men julen selv, ikke julens glæder, men juleglæden, Gud selv, barnet i krybben i Bethlehem, Guds og Maria barn. Julemorgen født Maria sin egen Skaber!
Når dette sagt- så tænk på dette: At tale meningsfuldt om Gud vil ikke sige at spørge efter, hvad der er muligt, men efter, hvad der er nødvendigt! Og, hvad er mere nødvendigt end, hvad Gud rækker os i dette barn. Gud tvinger jo ingen, men drager os til dette barn i frihed og kærlighed for i fællesskabet med det at skænke os syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige livs glæde.
På altertavlen i Sønderup kirke og i Budolfi kirke ser man Moses og Johanens Døberen stå på hver sin side af Kristus. På denne måde siges det, at de to er lige store Johannes Døberen og Moses. Derfor siger Jesus også om Johannes Døberen, at ”blandt kvindefødte er ingen større end Johannes!”
Det er, når vi hører Lovens torden, Guds lov for menneskelivet, det dobbelte kærlighedsbud, om at elske Gud og sin næste som sig selv, at Johannes Døberens ord vender os om, så vi løber Jesus imøde med åbne hænder og et åbent hjerte for at modtage ham som Guds nødvendige julegave, den gave, der alene vender nøden, synderens forladelse, kødets opstandelse og det evige liv.