- Onsdag, 19. november 2014
De to første forestillinger er udsolgt.

Freddy Samsing med sit særprægede instrument – en nøgleharpe – som han vil spille på ved juleafslutningen.
SKØRPING: Der er rift om billetterne til årets julefilm og julehygge i Seniorbiografen i Skørping. De to forestillinger tirsdag den 2. og onsdag den 3. december er allerede udsolgt. Derfor er der arrangeret endnu en forestilling tirsdag den 2. december. Billetsalget er startet.
Årets julefilm er den nye, danske folkekomedie ”All inclusive” med Bodil Jørgensen i hovedrollen. Filmen er instrueret af Hella Joof.
”All inclusive” har først Danmarkspremiere 1. juledag, men Seniorbiografen fik lov til at vise filmen ved sin juleafslutning, hvis man kunne garantere filmselskabet, at der blev fuldt hus.
- Og den garanti havde vi ingen problemer med at give, hvad interessen for at se filmen også viser, siger Seniorbiografens leder Erling Junker Holst.
De gæster, som nu køber billet til den ekstra forestilling, får efter filmen en pause på ca. halvanden time, inden de sammen med de 100, som ser filmen om eftermiddagen, skal op i festsalen på KulturStationen til julekaffe og kagebord med efterfølgende underholdning.
- Man kan naturligvis selv bestemme, hvad man vil bruge pausen til, men der er mulighed for at købe sandwich i Kinorevuen og hygge sig i cafeen.
- Der er lagt et meget spændende underholdningsprogram. Vi får bl.a. besøg af to spillemænd fra Aalbæk. Den ene, Feddy Samsing, spiller på nøgleharpe. Vi får også besøg af Julemærkehjemmet i Hobro. Forstander Lise Claesson vil fortælle om julemærkehjemmet, julemærkefonden og julemærket, og et børnekor vil synge. Koret har netop været i København, hvor det sang, da årets julemærke blev præsenteret. Det foregik på rådhuset, og blandt gæsterne var kronprinsesse Mary.
Og underholdningen slutter med Skørping-koret, der byder på 15-20 minutters sang, som skaber julestemning.

