Onsdag den 20. november blev en helt særlig dag for 6.c på Karensmindeskolen. SuperBrugsens butiksråd og uddeler havde nemlig inviteret diætisten Anne W. Ravn fra tv-serien By på Skrump til at komme og lave mad med klassens elever.

6.c knoklede i skolekøkkenet og kunne efter 3 hårde timer præsentere en fantastisk lækker buffet for forældre og søskende bestående af et væld af grove grøntsager og fuldkornsprodukter.

Diætist fra tv-programmet ”By på skrump” Anne W. Ravn besøgte onsdag den 20. november Karensmindeskolen.

Forældrene var også inviteret til arrangementet.

STØVRING: Madglæde, fællesskab og køkkenoplevelser var på skoleskemaet en hel eftermiddag i hjemkundskabslokalet og kulminerede med en imponerende buffet med lækker mad til i alt 96 børn og deres inviterede forældre og søskende.
De gode råvarer havde SuperBrugsen i Støvring sørget for, som også stillede op med uddeler og seks medlemsvalgte fra butiksrådet, som stod på sidelinjen, når tilberedningen af de store portioner mad lige krævede en mere erfaren voksenhånd.
Børnenes hjemkundskabslærer, Anette Damsgaard, ledede slagets gang fra tilberedning til borddækning og sammen med eleverne kunne hun på slaget 17 slå dørene op til en ægte restaurantstemning med dug og levende lys på bordene og en imponerende buffet.
Mens børnene svedte i køkkenet med tilberedning af mad til næsten 100 personer, var forældrene inviteret til at høre Anne Ravns bud på, hvorfor det er så vigtigt, at børn får lov til at øve sig og lave mad derhjemme.
Når man kan lave mad, kan man bedre tage sig af sin egen sundhed, når man bliver voksen.
Anne Ravn talte også om sundere vaner, og tid i familien til det sociale fællesskab omkring maden og en sundere livsstil. Og der blev snakket og grinet undervejs, når forældrene måtte erkende, at travlhed og bedrevidenhed nok lidt for ofte står i vejen for at overlade madlavningen til børnene. Anne Ravn forklarede, hvorfor madlavning derhjemme gør en forskel for børnenes sundhed i en tid, hvor skolens hjemkundskabstimer bliver færre og budgettet strammere. Derfor var hun glad for, at Coop har en mission om, at ville være med til at skabe den første generation, som er bedre til at lave mad end deres forældre. Det lærer ikke børnene at lave mad at være i køkkenet en enkelt eftermiddag, men måske efterlader det lidt spor af mod og lyst til madlavning. Hun mener, at SuperBrugsens butiksråd gør en kæmpe forskel, når de rykker ud med et gaveorgie af sunde råvarer, så børnene rører ved en selleri, inden de laver ”Røddernes suppe”, lærer at blomkål er mere hvidt end hvidkål, og at ingefær skal skrælles, før det rives ned i ”Wokket kål” med strejf af alle fem grundsmage.
Med Coops projekt GoCook er der skabt 200 velsmagende, pædagogiske opskrifter, som viser, hvordan man laver mad, trin for trin, så børnene stolte kan stå som dagens succesrige chefkok på en af de gode, luftige dage derhjemme, hvor far eller bedstemor har tid at være bagstopper og give en hånd med ved opvasken og nedfejningen af kartoffelskræller fra loftet.
Til de digitaliserede børn og voksne findes en prisbelønnet ”GoCook”- app, der hjælper børnene med madlavning, midt i madlavningen, lige præcis der, hvor de har brug for at se den trinvise hjælp, - fx en metodefilm af, hvordan man hakker et løg eller woksteger.
Efter foredraget var der stolte og glade blikke i forældreflokkens øjne, da børnene gruppe for gruppe præsenterede deres madværker i ’Restaurant GoCook’.
Der duftede fantastisk, og det var et imponerende syn og lidt af en bedrift, at lave mad til 100 personer på tre timer. Blandt andet blev der skrællet hele 30 kilo kartofler, gulerødder, selleri og pastinakker, og menuen afspejlede madpyramidens bund, som rummer et væld af grove grøntsager og fuldkornsprodukter. Menuen indeholdt blandt andet ”Røddernes suppe”, som var et hit blandt de ellers på forhånd noget skeptiske børn: ”Jeg spiser altså ikke selleri!” Men det gjorde de – alle mand!
De stolte kokke fik da også klapsalver og ”tak for dejlig mad”, og kommentarer som ”der var god smag i maden”, ”det smager skønt, og så er det endda så sundt” og ”hvor var det bare overvældende og super lækker mad”.
SuperBrugsen har oven på succes’en besluttet, at opskrifterne i næste uge ligger i grøntsagsafdelingen sammen med savoykål, rosenkål, broccoli og alle de andre råvarer, som med nye ingredienser og tilberedninger på ingen måde bringer minder om dengang, rosenkål var bitre og bløde.


e-max.it: your social media marketing partner