- Onsdag, 2. oktober 2013
Hvert år mødes spejdergrupper fra de forskellige spejderkorps til det landsdækkende arrangement ”Urban Scout Battle”. USB, som det også kaldes, er et online arrangement, hvor der løbende over en aften stilles opgaver via internettet, der også sammen med facebook og mobiltelefon skal bruges til at svare på opgaven.

Flot samarbejde ved computerne.

STØVRING: DDS Støvring deltog for første gang sidste år med tre patruljer. Al begyndelse er jo svær, så placeringer som nummer 21, 27 og 31 ud af de 32 deltagende grupper blev taget med oprejst pande. Der var dog enighed om, at man i 2013 skulle længere op i placeringerne.
Det var derfor 16 fokuserede spejdere, der sammen med to ledere og to it-kyndige forældre, satte sig klar ved de opstillede computere for at klare til aftenens udfordringer.
Præcis klokken 18.30 blev de første to opgaver modtaget, og i løbet af de næste to timer skulle fem opgaver løses. Opgaverne var meget forskellige, med blandt andet en af Dronningens første nytårstaler, der skulle afkodes for et hemmeligt budskab, ligesom der skulle bestemmes en del planter og dyr ud fra foto og lydklip.
Én af opgaverne var gennemgående for hele aftenen, og her skulle spejderne lave en lille actionfilm, hvor de medvirkende kun måtte være madvarer. Fantasien blev sat på udfordring, men heldigvis var der i spejdergårdens køkken både æbler, saftevand og en sennepsbøtte, der var de naturligt hovedpersoner i filmen.
For hver opgave var der en deadline, og en for sent afleveret opgave ville give nul point, så der blev arbejdet meget koncentreret, men dog ikke mere end der også var tid til de kage og boller, som forældrene havde givet spejderne med.
Da resultatet blev offentliggjort næste dag kunne det hurtigt ses, at DDS Støvring havde klaret sig rigtig flot. De tre patruljer var således kommet på placeringer som nummer 6, 7 og 12 ud af de 30 hold.
Med så flot en fremgang ses der allerede nu frem til ”Urban Scout Battle” i 2014, hvor der satses på yderligere fremgang.

