- Tirsdag, 31. maj 2011

Christian Mejdahl.
STØVRING: Det er nu anden gang, at Christian Mejdahl redder et arrangement, som afvikles i Støvring kirke eller i Sognegården.
Første gang var i forbindelse med Støvring kirkes 100-års fødselsdag. Da havde daværende kirkeminister Bertel Haarder lovet at være gæsteprædikant den 27. maj 2007, men han meldte afbud få dage før. Med kort varsel trådte Christian Mejdahl til og holdt først en tankevækkende prædiken ved gudstjeneste i kirken, og bagefter fortalte han i Sognegården om nogle af sine mange oplevelser på Christiansborg.
Anden gang Christian Mejdahl måtte agere redningsmand var ved et sognearrangement, hvor Københavns biskop Peter Skov Jakobsen og kirkeordfører for Venstre Per Bisgaard den 24. maj havde lovet at komme, og hvor emnet var ”En aften i kirkens tegn”. Men ca. 3 timer før arrangementet skulle begynde, kom der afbud fra de to indledere.
De kunne på grund af askeskyen fra en islandsk vulkan ikke få flyforbindelse fra København til Aalborg.
Christian Mejdahl, der sammen med sin kone Eva var tilmeldt sogneaftenen, trådte til som foredragsholder selvom varslet var kort: Han fortalte om sit liv ud fra overskriften ”Et nyt livsafsnit”. Det blev igen en rigtig god oplevelse at høre denne beskedne og humoristiske bonde fortælle om nogle af sine store oplevelser: Krammeren af Gorbatjov, familieturen til sin fødeby Tværå på Færøerne, de mange råd, nævn og bestyrelser, hvor han stadigvæk er meget aktiv o.s.v. En rigtig god aften, som kunne have fortjent et større publikum.

