Mellem alting og ingenting på grænsen mellem ørken og frugtbart land ligger en lille landsby med hvidkalkede huse. Bethania hedder denne forpost ud mod ørkenranden. I et af husene boede tre søskende, Martha, Maria og Lazarus, men nu var Lazarus lagt i sin gravhule og stenen væltet for.
Det var i dag begravelsesdagen, og det er altid fjerdedagen, for så var man sikker på, at døden var indtrådt. Lugten af død fortalte alt. På denne dag står Martha sammen med Jesus og Martha siger noget til Jesus, som på samme tid bebrejder og trøster ham, for hun havde set ham helbrede så mange, og de havde sent bud til ham, da Lazarus blev syg, men Jesus var kommet for sent, og var først nået frem til begravelsen. Martha siger: ”Herre, hvis du havde været her var min bror ikke død”. Hvorfor kommer du – så sent – for sent? Jesus siger til hende: Din bror skal opstå!” Ja, siger Martha, Gud vil rejse ham engang … engang! ”Gud kommer ikke for sent Martha! ”Jeg er opstandelsen og livet!”
Vantro og overtro har det til fælles, at de altid vil forklare, mens troen kendes på, at den kun kan undres og betages, gribe det underfule, ikke begribe, men gribe med takken og gøre sig eet med det underfulde i tro, håb og kærlighed til livets giver. Gud vil ikke begribes, men elskes!
Martha står nu ved graven, og den undren hun følte så dybt, da han sagde: ”Jeg er opstandelsen og livet”, den vejres væk. Vinden fra dødsriget slog imod hende og hendes tro slukkedes som en gnist på et oprørt hav, men så holdt han hendes fast og førte hende det sidste stykke vej ind i opstandelsens under. Midt i stanken af død lød et ekko fra skabelsens morgen, et ord båret af en kærlighed, som var stærk nok til at holde hende oppe og kalde Lazarus frem af graven.
Svend Schultz-Hansen.