- Onsdag, 6. maj 2015
Nyt fra Gnisten i Øster Hornum

Her er man i gang med tæppecurling.

Den regulære gymnastik var i dagens anledning ændret til bl.a. sanglege.


Ø. HORNUM: Det er efterhånden tradition for, at Gnisten, som er en motionsforening for seniorer, om foråret har besøg af eleverne fra Øster Hornum skoles 3. klasse, som så deltager i foreningens aktiviteter til fælles glæde for både de unge og de ældre.
Aktiviteterne, som foregår i Øster Hornum Hallen, starter normalt med en times regulær gymnastik, men blev i dagens anledning ændret i retning af kendte sanglege, hvor man farer omkring hånd i hånd eller i kæder. Det var tydeligt, at det ikke får de unge til at tabe pusten.
Så fulgte nogle boldøvelser, som kræver koncentration, da man endte med at have tre bolde i spil, som der skulle holdes øje med.
Herefter blev der rokeret rundt mellem aktiviteterne, indendørs petanque (boccia), tæppe-curling, bowls og hockey, og alle steder gik børnene til den med stor iver. Især blev der fightet på hockeybanen, hvor det så lidt dramatisk ud, da flere spillede med bare tæer, og det gik vist også lidt ud over en tå eller to, men det piver man ikke over, når man går i 3. klasse.
Afslutningen foregik i møderummet med kagebord, boller og saftevand, dog med kaffe til de ældre. Sædvanen tro synges et par sange under kaffen, og her lærte børnene Skipper Clements morgensang. Det var en fornøjelse at høre, som børnene kunne synge.
En rigtig god dag, hvor unge og ældre havde glæde af hinanden.

