- Torsdag, 3. december 2015


STØVRING: Torsdag aften havde Stubhuset en virkelig stjerne på programmet – i al fald når vi kigger på antallet af solgte billetter. Publikum fra forskellige egne var kommet langvejs fra – egentlige Støvring borgere var i undertal. Det viste en hurtig håndsoprækning foranlediget af Michael himself.
En lun herre – alias Michael Falch spillede op – ikke til dans – men til opmærksomhed og uddeling af livserfaringer.
Det skortede ikke på flovhed over den optræden, som han og Poul Krebs kort tid forinden havde haft i programmet ”Hvem vil være millionær. Det kom der en masse fnisen ud af – og det gav en god begyndelse på en koncert over teamet de ”næsten glemte sanges tour”.
Stemmen var ikke mange dage over 30 år – og den fysiske fremtoning viste heller ikke mange tegn på alderdom ud over det grånende hår. Men sangene vakte minder og genkald om fordums tid, familiebånd, skøjtekærester, døtre, kærlighed, liv og levned, som altsammen vidnede om flere årtiers musikproduktion – Det var glemte hits – men hjertevarme sange fra en dansk trobadour af de fede.
To legendariske ”sæt” i forskellige tempi med en engageret Falch, masser af ”sing-along”, klokkeklare budskaber, to guitarer samt en forstærker. Et menneske af kød og blod gav den gas fra sin stol på scenen. - Det resulterede i stående applaus fra publikum ad flere omgange, for ”Falchen” kan få publikum til at føle sig godt tilpas på en Novemberdag.
Desværre gik et par fans forgæves i deres ønske om autografer efter koncerten. Der stod ellers på roll up-plakaten, at man kunne få signering, hvis man købte albums. Sjovt nok var der sort tape over det budskab, da vi skulle ud fra spillestedet. Øv, for ellers var denne totaloptræden til en høj karakter på skalaen. Langt de fleste fik, hvad de kom for.
En Falch uden mere snak om den gule Gajol-pakke – men i musisk topform. Vi takker for de ”næsten glemte sange”. De bliver alligevel aldrig helt glemt af os i den udsolgte sal.

