- Tirsdag, 9. juli 2013

Tobias Aagaard og Louise Dupont.
Gennem de sidste par sæsoner har der i Støvring Tennisklub været stor fokus på træning af klubbens ungdomsspillere. Et dygtigt trænerteam i klubben har medført, at man nu råder over en række talentfulde unge tennisspillere. To af disse spillere deltog lørdag den 6. juli i de nordjyske mesterskaber, der blev afviklet i Aars Tennisklub.
I U10 drengerækken vandt Tobias Aagaard overbevisende de første tre indledende kampe. I finalen ventede en lidt sværere modstander fra Randers, men også her viste Tobias flot spil, og vandt kampen med 6-3 og 6-2.
I U12 pigerækken vandt Louise Dupont sikkert sin første kamp mod en pige fra Viborg.
I finalen ventede også hende en dygtig modstander fra Randers. Finalen blev tæt, men Louise sejrede i andet sæt med cifrene 7-5 og 7-5. Derved sikrede begge spillere sig det nordjyske mesterskab.

