Mesterskab og velfortjente medaljer

Selvom vandet kun var 14 grader, kastede børnene sig i bølgerne.

Alle triatleter ydede flotte præstationer.

SKØRPING: Årets første triatlonstævne med svømning i åbent vand, gav atter mesterskabs-medaljer til Skørping Triatlon Klub ved DM i sprint i Kalundborg. I sprint starter deltagerne ikke samlet, men der er enkeltstart med 30 sekunders interval.
Signe Lauridsen Vorgod blev dansk mester i triatlon sprint 12-13 år, Amelie Thordal fik bronze og Andreas Tange fik sølv blandt drengene.
I klassen over, 14-15 år, fik Babette Thordal sølv og Asbjørn Haaning Kristensen fik en tiendeplads.
Det var flotte præstationer alle ydede, hård konkurrence, og en stor udfordring for børnene at skulle i fjorden.

Havet var 14 grader
Vandtemperaturen var det varme emne allerede inden stævnets start. 14 grader var vandet i Kalundborg Fjord, og således akkurat en grad over den nedre grænse.
Varmt var det jo ikke, så løbsledelsen besluttede at afkorte svømmedelen til 200 m i stedet for de oprindelige 375 m, for at atleterne ikke skulle blive for nedkølede efter for langt ophold i vandet, selvom de svømmede i våddragt.
Skørping Triatlon Klubs seje børn kastede sig frygtløst i de meterhøje bølger i Kalundborg Fjord. Bølgerne var meterhøje, men Skørping-triatleterne løb frygtløst fra stranden ud i vandet over brændingen og kom med hurtige crawl-tag ud over tangbræmmen.
Vinden gik skråt ind mod kysten, så det var svært at holde en lige kurs ud mod vendepunktet 100 m fra kysten. Bølgerne kom direkte ind mod ansigtet, så det var svært at orientere sig i vandet. Ind mod kysten gik det lettere, og der blev foretaget mange overhalinger i det oprørte vand, og efter blot 5-6 minutter var svømningen overstået.
Der var kajakker og livreddere på boards i vandet, så sikkerheden var i top.
Alle triatleter gennemførte svømningen - flot klaret af de 11-14 årige børn.
Efter svømningen løb triatleterne mod skiftezonen, alt imens de krængede våddragten af, klar til 10 km på cykel.
Cykelruten lå langs fjorden, strid modvind på udturen, og derefter tilbage til skiftezonen, af med cykelhjelm og på med løbeskoene inden de sidste 2,5 km løb ganske tæt på vandet.
Alle kom flot i mål efter en hård rute, en stor sejr til klubben, men allermest til børnene som stod distancen med bravour.


e-max.it: your social media marketing partner